Emil Nielsen afslører dystre sorgtanker under OL: Var tæt på at rejse hjem
En stor personlig tragedie ramte Emil Nielsen under OL, da hans far gik bort hjemme i Danmark, imens landsholdsmålmanden var på jagt efter guldmedaljen i Paris.
I Paris fik de tilstedeværende danske journalister besked om Emil Nielsens tragedie med det håb, at det ville blive respekteret, at han ikke ønskede at snakke om det.
Det blev det, men selvom hovedpersonen selv sætter stor pris på journalisters "afholdenhed", så kæmpede han selv en hård kamp med sorgen.
Det fortæller han til SE og HØR.
- Selvfølgelig fyldte det. Det fyldte hvert minut. Jeg var et meget sårbart sted og var også nervøs for, om der var nogle journalister, der ikke havde respekt for det og derfor alligevel spurgte ind til det.
Flere gange undervejs i turneringen var landsholdsstjernens øjne våde og røde af gråd.
Også under kampene.
Han forsøgte dog at holde så godt styr på følelserne som muligt.
Derfor fik de også lov til at få afløb, da finalen var færdigspillet, og hans kæreste og mor stod og ventede på ham med kys og kram.
- Det var et maraton, der var overstået. Det var et rigtig fint øjeblik, som jeg også ynder at tænke tilbage på fra tid til anden. Det var et vigtigt øjeblik i både min karriere og mit liv. OL er det største, man kan vinde. At blande det med en stor sorg gjorde det til en meget emotionel og kraftig oplevelse.
Overvejede at droppe det hele
Han klarede det altså.
At gennemføre et OL med en gigantisk sorg konstant ulmende i baghovedet.
Og til tider var det også ved at være for meget.
- Jeg havde mest af alt lyst til at tage hjem, men jeg havde også en familie, der støttede mig, og jeg var selv stædig nok til at tænke, at det ville være for bittert, hvis de andre kom hjem med en OL-guldmedalje, og jeg ikke var der.
Var det et tema for dig at rejse hjem?
- Ja for fanden, det var et kæmpe tema for mig. Udadtil var det ikke, men for mig selv personligt var det. Det var kun på grund af min families opbakning, at jeg blev. De sagde, jeg skulle blive, og så skulle de nok håndtere det hele derhjemme.
Det gjorde han så.
Og fik sin OL-guldmedalje med hjem.