Emma Lund vandt VM: Nu afslører hun hård fortid
Lykken ville ingen ende tage, da den danske para-atlet Emma Lund tidligere på sommeren kunne lade sig hylde som para-verdensmester i landevejscykling.
Få dage forinden havde hun cyklet en bronzemedalje hjem i enkeltstarten, men i landevejsløbet kunne ingen følge med hende. Hun kunne dermed iklæde sig den berømte regnbuetrøje som bevis på, at hun er verdensmester.
Trods den øjeblikkelige succes, så har livet ikke altid været en dans på roser for Emma Lund.
I sin opvækst har hendes handicap, cerebral parese, der er en form for spastisk lammelse, resulteret i blandt andet mobning, voldsomme tilråb og problemer med at danne tætte relationer.
Det fortæller hun i SE og HØR-podcasten "Af Banen".
– Det har fyldt rigtig meget, da jeg var teenager, fordi jeg ikke var som alle andre. Jeg blev smidt ud af diskoteker og barer, fordi folk troede, jeg var fuld eller på stoffer.
– Da jeg startede på gymnasium, fik jeg at vide første skoledag, at jeg måtte være på stoffer. Det var ikke rart.
De hårde oplevelser har betydet, at cykelstjernen havde svært ved at danne tætte relationer og venskaber.
– At kunne se, at folk snakker i krogene om en, og man kan ikke gøre noget ved, at de ikke gider snakke med en, fordi man er handicappet. Det var nok det hårdeste.
Fylder stadig meget
Nu er Emma blevet 26 år og har fundet sin helt rette plads i livet med cyklingen.
Men de ubehagelige oplevelser sidder stadig i hende.
– Jeg har egentlig altid godt kunne lide at snakke og været udadvendt, men der er mange, der har såret mig på grund af mit handicap.
– Når jeg for eksempel har været på en tinderdate, så har jeg været utrolig nervøs for, at modparten ikke har kunne acceptere det.
Selv har Emma Lund mest af alt lyst til at fokusere på cykling og have det sjovt med venner og familie.
Hun kan godt dog ikke benægte, at det tærer på kræfterne, når hun kan mærke, at andre lægger mærke til hendes handicap.
– Jeg kan stadig godt mærke, at folk kigger ekstra efter en. Jeg bruger mange kræfter på ikke at virke handicappet. På at gå normalt for eksempel. Den energi kunne godt blive brugt bedre.
Du kan høre hele podcasten med Emma Lund her: