Erik Sviatchenko forlænger med Houston Dynamo frem til udgangen af 2026

Den danske forsvarsspiller Erik Sviatchenko øjner et længere ophold i USA.
Tirsdag sikrede Houston Dynamo, at den tidligere FC Midtjylland-kaptajn nu er bundet frem til udgangen af 2026. I tillæg har klubben også en option på at forlænge aftalen til og med hele 2027.
Det oplyser holdet fra Major Soccer League (MLS) på sin hjemmeside.
- Erik har været en fast bestanddel af vores forsvar, siden han kom til Houston. Han har bidraget til vores succes i de seneste to sæsoner. Vi er glade for, at han nu har forpligtet sig til at blive i Houston, og vi ser frem til, at han skal hjælpe os mod det tredje slutspil i træk, siger Houstons fodboldpræsident, Pat Onstad.
Den tidligere landsholdsspiller skiftede fra FC Midtjylland til Houston i marts 2023.
Han nåede at spille over 300 kampe for midtjyderne inden skiftet, og han har da også luftet muligheden for at vende retur til hjerteklubben inden karrierens udgang. Det har dog nu fået noget længere udsigter for den 33-årige viborgenser.
- Forlængelsen er en milepæl i min rejse. Houston er blevet et hjem for mig og min familie, og jeg tror virkelig på den måde, vi opbygger holdet, siger Sviatchenko og takker klubbens ledelse og fans.
Han har foreløbig opnået 77 betydende kampe for Houston.
Tidligere i seniorkarrieren har han også spillet for skotske Celtic. Han har opnået fem landskampe og scoret et enkelt mål for Danmark.