FCK bekræfter: Den tidligere FCK-spiller Mate Sestan er død

Den tidligere FC København-angriber Mate Sestan er død.
Det bekræfter FC København på deres hjemmeside.
- Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at vores tidligere kroatiske angriber, Mate Sestan, er afgået ved døden i en alder af 52 år i sit hjem i Zadar ved den kroatiske Adriaterhavskyst. Vores tanker går til Mate Sestans efterladte.
Mate Sestan er den første af de over 300 FCK-førsteholdsspiller gennem tiderne, som er gået bort.
Som 25-årig kom Mate Sestan til FC København. Det var i sommeren 1996, hvor han skiftede fra NK Marsonia fra hjemlandet.
Han blev efterfølgende solgt til Levante, men nåede sammenlagt at spille 39 kampe for FCK.
Her blev det til syv mål for den kroatiske angriber.
FC København melder ikke ud, hvad årsagen er til Mate Sestans død.