Filmede unge studerende: Sigtet osteopat behandlede Holger Rune og Clara Tauson
De to danske tennisspillere Holger Rune og Clara Tauson er begge overraskede og chokerede over, at den danske Osteopat Torben Hersborg er anholdt i London.
Det siger de til Ekstra Bladet, der er til stede ved Australian Open i Melbourne.
Osteopaten, der har behandlet flere danske tennisspillere, er følge avisen sigtet for at have filmet unge kvindelige studerende for sin egen seksuelle tilfredsstillelse.
I Runes lejr udtrykker man chok over nyheden om Torben Hersborg.
- Vi var pænt chokerede, da vi læste artiklen om Hersborg. Vi stiftede kort bekendtskab med ham, da han behandlede de bedste juniorer et par gange på KB Tennis tilbage i 2017 og 2018, siger Holger Runes mor, Aneke Rune
Også Clara Tauson er overrasket over anholdelsen af behandleren.
Hun fik kortvarigt behandling af ham som juniorspiller for omkring otte år siden, oplyser hun.
Modsat Aneke Rune har hun dog ikke læst noget om anholdelsen.
Britiske BBC kunne i sidste uge fortælle, at Toben Hersborg var under yderligere efterforskning, efter at han havde erklæret sig skyldig i tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse.
Torben Hersborg bliver både af Ekstra Bladet og britiske medier beskrevet som de kendtes behandler.
Han har tidligere blandt andet arbejdet sammen med Caroline Wozniacki og den engelske skuespiller Anne Friel.
Også Mads Mikkelsen, tv-vært Fearne Cotton og youtuberen KSI har fået behandling af Torben Hersborg ifølge Daily Mail.