Fitness og svømning vinder frem i dansk idrætsliv
LÆS OGSÅ: 16-årig Brøndby-fan idømt fængselsstraf
Det er populært som aldrig før at dyrke foreningsidræt.
Det viser en opgørelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI over det samlede medlemstal i de danske idrætsforeninger i 2023.
Sidste år havde idrætsforeningerne rundt omkring i landet en samlet tilgang på 85.261 medlemmer, så det samlede antal nåede op på rekordhøje 2.424.915 medlemmer, oplyser DIF og DGI i en pressemeddelelse.
Den største idræt er fodbold, som sidste år blev dyrket af 383.941 danskere. Det var små 14.000 mere end i 2022.
Gymnastik var med 302.869 medlemmer den næststørste foreningsidræt i Danmark i 2023 efterfulgt af svømning, fitness og golf.
De fem største idrætter
1. Fodbold: 383.941 (+13.997)
2. Gymnastik: 302.869 (+19.972)
3. Svømning: 255.745 (+5213)
4. Fitness: 207.070 (+26.815)
5. Golf: 167.408 (-2146)
Note: Udvikling fra 2022 i parentes
Især drenge og mænd er glade for at få sved på panden ude i de danske sportshaller og på landets baner.
Torsdagens opgørelse viser, at de danske foreninger havde 1.370.537 mandlige medlemmer - og 1.050.233 kvindelige.
Børn i alderen fra 7 til 12 år tegner sig som den største aldersgruppe i de danske idrætsforeninger med 433.443 medlemmer.
Coronapandemien i 2020 og 2021 ramte foreningsidrætten hårdt, men siden krisen slap sit tag i Danmark er danskerne strømmet tilbage.
De sidste to år har givet en samlet vækst på næsten 200.000 medlemmer, oplyser DIF og DGI.