Sport11. marts 2025 (opd. 11. marts 2025)

Flere nye navne i landsholdstruppen: Yussuf Poulsen droppet

Brian Riemer har udtaget flere unge danske stjerne til sin trup. Blandt andet er to unge Superliga-spillere i truppen
UEFA Nations League: Danmark - Serbien Fodbold landskamp i Parken. Yussuf Poulsen score på saksespark til 2 - 0
Det bliver uden Yussuf Poulsen, når Danmark skal møde Portugal.
 Foto: Ritzau Scanpix

En af de varmeste unge angribere i europæisk topfodbold har fundet vej til det danske landshold for første gang.

Da landstræner Brian Riemer tirsdag eftermiddag udtog sin trup til Nations League-kvartfinalerne mod Portugal i næste uge, var formstærke Mika Biereth med i truppen.

Også andre mulige debutanter som Filip Jörgensen, Victor Froholdt, Lucas Høgsberg og Conrad Harder er med for første gang, ligesom Mads Hermansen kan få sin første kamp.

Kropsstærke Biereth har høvlet mål ind, efter at han i januar skiftede fra østrigske Sturm Graz til franske AS Monaco. Han har blandt andet lavet hattrick tre gange, og i det ene af tilfældene var Brian Riemer på tribunen og kunne lide, hvad han så.

22-årige Biereth står noteret for ti mål og tre måloplæg i sine første 11 kampe for Monaco på tværs af alle turneringer.

Mika Biereth kunne have valgt at spille for flere andre landshold. Han er født og opvokset i London og kan derfor spille for England, men ingen af hans forældre er engelske. Faren er halvt dansk og halvt tysk, mens hans mor er fra Bosnien-Hercegovina.

På forhånd havde landstræneren varslet, at man for første gang ville se ham sætte sit præg på truppen, hvilket ville betyde plads til flere ansigter, der enten var helt nye eller ikke havde været på landsholdet i en periode.

I forsvaret har en ung FC Nordsjælland-komet fundet vej til landsholdet. 18-årige Lucas Høgsberg springer U21-landsholdet over og går direkte ind på A-landsholdet, hvor han skal konkurrere med især Joachim Andersen og Jannik Vestergaard fra Premier League.

Høgsberg er uddannet back, men har fået sit gennembrud for FC Nordsjælland i det centrale forsvar. Riemer var på plads i Farum i fredags, hvor Høgsberg dog bøvlede en smule med at holde styr på Vejles German Onugkha.

På midtbanen er der blevet plads løbestærke Victor Froholdt, der trods sine blot 19 år har etableret sig som fast mand for FC København og nu er blevet belønnet med en udtagelse til Riemers hold.

Det samme er den 19-årige angriber Conrad Harder efter en god sæson for portugisiske Sporting CP, som han har scoret 10 mål for i 36 kampe, samt Chelseas nyudnævnte førstekeeper Filip Jörgensen, der har spillet 14 gange for U21-landsholdet.

Blandt fravalgene finder man formsvage Yussuf Poulsen og Albert Grønbæk, mens Alexander Bah og Kasper Dolberg misser kampene med skader. Også Victor Kristiansen, Victor Nelsson, Peter Vindahl, Anton Gaaei og Morten Frendrup er valgt fra.

Til gengæld er Jesper Lindstrøm tilbage på landsholdet, efter at han er begyndt at spille fast for Everton i Premier League. Han blev efterudtaget en enkelt gang i efteråret, men var ellers ude af landsholdsvarmen i hele 2024.

Landsholdet samles på mandag i Helsingør. Danmark møder Portugal i den første af to Nations League-kvartfinaler torsdag 20. marts, mens der er returkamp i Lissabon tre dage senere. Den samlede vinder avancerer til turneringens Final 4-stævne i juni, mens taberen må nøjes med testkampe

Sponsoreret indhold