Sport5. februar 2024

Fodboldfrue med klar besked: Fyr ham

Chelsea-stjernen Thiago Silvas kone er ikke kendt for at lægge fingre imellem, når hun udtaler sig om gemalens holdkammerater og trænere. Nu gør hun det igen
Thiago Silva og Isabelle Silva,da han spillede for den franske hovedstadsklub PSG.
Thiago Silva og Isabelle Silva,da han spillede for den franske hovedstadsklub PSG.
 Foto: FRANCK FIFE/Scanpix Denmark

Thiago Silvas hustru har aldrig været bleg for at ytre sine meninger. Således heller ikke søndag, hvor 'Belle' Silva ikke holdt igen efter Chelseas nederlag til Wolverhampton om eftermiddagen.

4-2 nederlaget sendte London-klubben ned i den nederste halvdel af Premier League-tabellen. Ifølge Belle Silva peger pilen på klubbens manager, Mauricio Pochettino.

I et tweet på X, skriver hun:

- Det er tid til forandring. Hvis I venter længere, vil det være for sent, skriver hun efterfølgt af to blå hjerter - Chelseas klubfarve.

39-årige Thiago Silva scorede selv et mål i nederlaget til Wolves, men han har modtaget en del kritik for sine præstationer i de seneste uger.

På trods af Silvas svingende præstationer har manager Pochettino alligevel tildelt ham en startplads i 21 af Chelseas 23 ligakampe i denne sæson.

Det er tilsyneladende ikke noget plaster på såret for fru Silva, der i øvrigt bliver bakket op af flere af klubbens fans på X:

- Tak fordi du siger det, som det er, skriver en.

- Jeg ville foretrække dig som klubbens manager, skriver en anden.

- Jeg er ret sikker på, at Thiago har det på smamme måder, lyder det fra en tredje.

Chelsea indtager aktuelt en 11. plads i den bedste engelske række.

Sponsoreret indhold