Fodboldstjernen Sofian Kiyine i stort solobiluheld: Bilen flyver direkte gennem væggen på en sportshal
Den 25-årige fodboldspiller vender med stor sandsynlighed ikke tilbage på banen i løbet af de kommende uger.
OH Leuvens Sofian Kiyine har nemlig været involveret i et solobiluheld.
Hvad der præcist var årsagen til uheldet vides ikke, men det blev fanget på video, og her ser det særdeles voldsomt ud.
Kiyine kommer kørende i en rundkørsel og i stedet for at køre uden om højen, kører han med høj fart over.
Det resulterede i, at hans bil flyver op i luften og rammer direkte ind i en sportshal.
Da uheldet fandt sted, var der børn til stede i sportshallen, men heldigvis var de i omklædningsrummet og derfor ikke inde i selve hallen.
Uheldet bliver undersøgt af myndighederne, og det kunne da også tyde på, at Sofian Kiyine har kørt særdeles hurtigt.
OH Leuven har kommenteret på Kiyines situation efterfølgende og understreger, at Sofian Kiyine er uden for livsfare.
- Klubben har fundet ud af, at Sofian Kiyine var involveret i et seriøst biluheld tæt på Liege i går aftes. Kiyine blev taget til akutskadestuen, hvor han blev undersøgt nærmere. Han er ikke i livsfare.
- Heldigvis var ingen andre biler eller personer involveret i uheldet. Klubben venter på mere klarhed over den eksakte årsag til uheldet, før vi vil kommentere yderligere på dette. Vi ønsker Sofian en hurtig tilbagevenden.
OH Leuvens kommentar er dog ikke blevet taget godt imod af de mange belgiske fans, der er hurtige til at tage afstand fra Sofian Kiyines handling.
På banen har 25-årige Kiyine spillet 22 kampe for OH Leuven, der til dagligt spiller i den bedste belgiske række.