Foredrag aflyst igen: Jørn Mader er syg og Jørgen Leth er indlagt efter et fald
21. marts skulle have været en stor dag, hvis man gik og havde billet til foredraget "Den sidste tour" med den ikoniske kommentatordou Jørgen Leth og Jørn Mader.
Men de spændte gæster må vente med at komme ind og se foredraget. Det er nemlig blevet aflyst.
Det fremgår af Musikhuset i Aarhus' hjemmeside, hvor det hele skulle have været afholdt.
TV 2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra Musikhuset om aflysningen, men det er ikke lykkedes mediet at komme i kontakt med dem.
Ifølge Lokalavisen Aarhus skyldes aflysningen, at Jørn Mader er blevet syg, og Jørgen Leth er blevet indlagt.
De har fået fat i den mail, som de personer med billetter har modtaget om aflysningen fra arrangørerne.
"De kan uafhængigt af hinanden desværre ikke tage turen til Aarhus og må begge melde afbud til arrangementet i morgen d. 21.03.2023. Jørn er blevet syg – og Jørgen er i weekenden desværre faldet så uheldigt, at han pt. er indlagt. Vi sender dem begge masser af tanker og ønsker god bedring," står der i mailen.
Det er ikke første gang, at foredraget bliver aflyst. Egentlig skulle det have været afholdt 26. september 2022, men det blev aflyst, da de to ikoner var blevet syge.
Jørgen Leth og Jørn Mader kommenterede igennem 14 år Tour de France på TV 2 og har kendt hinanden siden 1970'erne, hvor Jørn Mader skulle interviewe Jørgen Leth til et portræt i Politiken.
"Den sidste tour" er også udgivet som bog, og foredraget skulle være den sidste optræden, de to laver sammen.
Der er endnu ikke fundet en ny dato for showet.