Frans Nielsen indlemmes i ishockeyens Hall of Fame
Den tidligere ishockeyspiller Frans Nielsen, der indstillede sin aktive karriere i 2022, modtager flot, international hæder.
Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) har offentliggjort, at den 40-årige danske center bliver optaget i forbundets Hall of Fame.
Det skriver IIHF på forbundets hjemmeside.
- Over 16 år spillede Nielsen 925 NHL-kampe for New York Islanders og Detroit Red Wings, og han opbyggede et ry som en af de bedste defensive centere og en af de bedste spillere til straffeslag, skriver IIHF om danskeren.
Frans Nielsen var den første dansker, der fik istid i NHL. Det skete i 2007, da han tørnede ud for New York Islanders.
Han nåede at spille 925 grundspilskampe og 24 slutspilskampe i 15 sæsoner i NHL. Han står noteret for 171 scoringer og 312 assister.
På det danske landshold nåede Frans Nielsen at være med til ti VM-turneringer og et OL. I alt blev det til 128 landskampe i den rød-hvide trøje.
2025 Hall of Fame-årgangen udgøres af syv ishockeypersonligheder, og det er et fornemt selskab, som Frans Nielsen er en del af.
Den store slovakiske back Zdeno Chara og den svenske målvogter Henrik Lundqvist er også en del af gruppen, der officielt indlemmes ved en ceremoni 25. maj i Stockholm i forbindelse med VM-slutrunden.
Frans Nielsen bliver den tredje dansker i det fine internationale selskab.
I 2017 blev den mangeårige landsholdsanfører Jesper Damgaard optaget, mens Jørgen Hviid var den første dansker i Hall of Fame i 2005 - fire år efter sin død.
Jørgen Hviid var blandt andet var landsholdsanfører i 0-47-nederlaget til Canada ved VM i 1949.
Derudover er flere store ishockeylegender som Wayne Gretzky og Peter Forsberg også med i Hall of Fame.