Sport23. maj 2024 (opd. 5. september 2024)

French Open forude: Her er Holger Runes modstander

Holger Rune møder 33-årige Daniel Evans i første runde af årets French Open
Tennis – Italian Open – Foro Italico, Rome, Italy – May 13, 2024 Denmark's Holger Rune reacts during his round of 32 match against Argentina's Sebastian Baez REUTERS/Claudia Greco
Holger Rune åbner French Open mod Daniel Evans.
 Foto: Ritzau Scanpix

Tennisstjernen Holger Rune skal op imod briten Daniel Evans i første runde af French Open.

Det blev afgjort i torsdagens lodtrækning forud for grand slam-turneringen i Paris.

De to spillere har aldrig tidligere mødt hinanden, men den 21-årige dansker er storfavorit til at avancere til anden runde mod den 33-årige brite, der er nummer 60 i verden.

Godt nok har Holger Rune på det seneste befundet sig i en vanskelig periode, hvilket har sendt ham seks placeringer tilbage på verdensranglisten, hvor han indtager en øjeblikkelig 13.-plads.

Holger Rune har tidligere leveret flotte resultater i Paris. De seneste to gange er han nået til kvartfinalerne.

Clara Tauson skal i kvindernes singlerække op imod den rutinerede tysker Tatjana Maria i første runde.

Den 36-årige tysker rangerer syv placeringer længere oppe på verdensranglisten end Tauson, der er nummer 71.

De to spillere har mødt hinanden en enkelt gang tidligere i karrieren, hvor det endte med et dansk nederlag på 4-6, 0-6 i Warszawa.

For et år siden nåede Tauson tredje runde i Paris, hvilket er danskerens bedste resultat i den franske hovedstad.

Sponsoreret indhold