Guldroeren Emma Aastrand Jørgensen tog medalje med kæresten

Ved European Games deltog 7000 atleter fra 48 lande på tværs af sportsgrene. Ingen anden atlet kom hjem fra stævnet med flere medaljer end den danske kajakroer, Emma Aastrand Jørgensen. To af sølv og to af guld for at være præcis.
Emma roede sig til medalje nummer fire sammen med kæresten Magnus i Polen, som var en rigtig god oplevelse for parret.
- Det var vores sidste finale. Så vi var bare sådan "ride and die" og så ud og have det sjovt. Det resulterede i en sølvmedalje, så det er jo bare ekstra bonus, fortæller hun i SE og HØRs sportspodcast "Af Banen".
Havde I revet hovedet af hinanden, hvis det ikke fungerede?
- Nej, selvfølgelig havde vi ikke det. Men det kunne da være, vi lige havde vrisset af hinanden, fordi man så gerne vil tage medaljer til sine løb. Men vi havde jo også snakket om, at vi ville ud og bare have et fedt løb, fordi vores indledende løb og semifinale var gået sådan (...) nogenlunde.
- Der var nogle ting, der skulle ændres inden finalen. Så det var fedt at gå fra "nogenlunde" og så være med helt fremme i finalen. Det er bare fedt at opleve de ting, siger hun.
Ikke første gang
- Vi har roet sammen før til VM sidste år. Der var jeg i rigtig dårlig form, da jeg lige var kommet tilbage fra studie.
- Det er bare fedt at få lov til at ro sammen. For mig er det også fedt at ro med et andet køn. De roer meget stærkere og trækker meget hårdere i pagajen. Jeg sidder forrest i toeren, så jeg er blevet skubbet derudaf, så det er mega fedt.
Emma sætter pris på udfordringen ved at skulle dele kajakken med kæresten, da det både byder på fordele og ulemper.
- Et er at vi er kærester - noget andet er at få det til at fungere i båden sammen. Når man er kærester, kan man måske tillade sig at blive lidt mere sure på hinanden, end hvis det var en ven eller træningskollega. Så det er både sjovt og udfordrende at ro med sin kæreste, siger hun.
Hvordan er det at dele både en passion og en hverdag med sin kæreste?
- Det er fedt og dejligt. Magnus er en mand af få ord, så det er begrænset hvor meget vi snakker om kajak, griner hun.
- Det er en aftale, vi har lavet. Der er ikke nogen grund til at hænge sig for meget i tingene, fordi vi hurtigt kører det op. Så vi holder snakken minimalt derhjemme og gør en masse andre ting.
- Det er en fin balance. Det er rart at vide, at han forstår, hvad det er jeg går igennem. Man kan sparre med hinanden, når det er rigtig træls og rigtig fedt.
Roede I ind i hinanden eller mødtes I ved pastabuffeeten efter træning?
- Haha. Vi roede ikke ind i hinanden, det ville være synd for vores kajakker, hvis vi gjorde det, griner hun.
Maribo kajakklub og Hvidovre kajakklub delte et klubtelt ved et stævne i Danmark, og det var sådan opstod sød musik mellem de to.
- Så snakkede vi sammen og synes hinanden var søde og så tager det ene det andet.