Sport7. april 2025

Hård mavepuster: Skadet Mia Blichfeldt misser store turneringer

Mia Blichfeldt skal bruge mellem 8 og 12 uger på at genoptræne og melder afbud til store turneringer
Mia Blichfeldt (til venstre) kan desværre ikke deltage i flere store turneringer. 
Mia Blichfeldt (til venstre) kan desværre ikke deltage i flere store turneringer.
 Foto: Jesper Sunesen

Mia Blichfeldt kommer ikke til at deltage ved hverken det individuelle EM i Horsens eller Sudirman Cup, som er VM for blandede hold.

Den danske badmintonprofil er nemlig blevet ramt af en skade i skulderen, som skal behandles og derefter genoptrænes.

Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse mandag.

Det forventes, at Mia Blichfeldt kan se frem til en periode på mellem 8 og 12 uger, hvor hun skal genoptræne.

- Mia er selvfølgelig rigtig ked af at misse de to turneringer. Hun havde gode muligheder for at lave et rigtigt flot resultat til EM på hjemmebane, og hun havde glædet sig til igen at repræsentere Danmark ved Sudirman Cup i Kina.

- Så det er virkelig træls for både Mia og os, men skader er desværre en del af elitesport, og de kommer aldrig belejligt, siger Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, i pressemeddelelsen.

Selv har Mia Blichfeldt forklaret situationen på Instagram, hvor hun især udtrækker ærgrelse over at misse EM.

- Min drøm og mit store mål for 2025 om at vinde EM på hjemmebane bliver desværre ikke en realitet. Efter en længere periode med smerter i min skulder har en MR scanning vist, at min bicepsmuskel har revet min ledlæbe løs i skulderen.

- Jeg har valgt ikke at blive opereret og skal derfor igennem 3 måneders genoptræning for at få mobilitet og styrke tilbage i min skulder. Det betyder også, at jeg ikke må have en badmintonketsjer i hånden, skriver Mia Blichfeldt.

Hun fortæller desuden, at hun har svært ved at forstå og acceptere situationen, da hun aldrig har været væk fra badmintonbanerne så længe.

Ved Sudirman Cup, som bliver spillet i Kina fra 27. april, bliver Mia Blichfeldt erstattet af Line Christophersen. Hun bliver ikke erstattet ved EM i Horsens, som begynder tirsdag.

Sponsoreret indhold