Han var en af de største: MMA-stjernen Stephan Bonnar er død

Verden har mistet en af de helt store legender inden for kampsportsgrenen mixed martial arts.
Den kun 45-årige tidligere MMA-stjerne Stephan Bonnar er død. Det bekræfter forbundet UFC gennem deres sociale medier.
Stephan Bonnar, der for alvor blev kendt for sine evner i arenaen, da han medvirkede i første sæson af ”The Ultimate Fighter”, døde, mens han var på arbejde, skriver Sports Illustrated.
Tilsyneladende af hjerteproblemer.
– Stephan Bonnar var en af de vigtigste fightere, der nogensinde har konkurreret i Octagon-buret, udtaler præsidenten for UFC, Dana White, i forbindelse med dødsfaldet.
– Fans elskede ham, og forholdt sig til ham. Og han gav dem altid sit bedste. Han vil blive savnet, tilføjer præsidenten.
Også White understreger Bonnars kamp mod Forrest Griffin, som ikke bare står tilbage som milepæl i hans egen karriere, men som ifølge UFC-præsidenten faktisk ændrede hele sporten.
Den omtalte kamp endte med et nederlag for Stephan Bonnar, der dog alligevel på grund af sine præstationer i buret sikrede sig en kontrakt.
Stephan Bonnar startede som jiu-jitsi-udøver, og fik kælenavnet ”The American Psyho” i løbet af sin ni år lange karriere hos forbundet.
I sine 24 MMA-kampe opnåede Bonnar i alt 15 sejre og ni tab.