Hans Lindberg indfrier sin fars OL-drøm
Tirsdag kom det frem, at OL-debutanten Mads Hoxer måtte melde fra grundet en skade, som han pådrog sig til træning mandag.
I Aalborg-profilens fravær har landstræner Nikolaj Jacobsen sendt bud efter landsholdsveteranen Hans Lindberg.
Den 42-årige højre fløj skal med til OL for fjerde gang – og han har dårligt vænnet sig til tanken, da SE og HØR mødte ham i landsholdslejren tidligere i dag.
- Jeg havde regnet med, at jeg slet ikke skulle spille en rolle. Nu skal jeg måske spille en lille rolle. Du må ikke misforstå mig, når jeg siger, at jeg bare er glad for at være med. Men det var ikke et scenarie, jeg havde forestillet mig for 24 timer siden, forklarer han.
Sørger forskelligt
OL-indkaldelsen har ikke været den eneste store omvæltning i landsholdsspillerens liv denne sommer. Hans Lindberg var ikke med til landsholdssamlingen i Faaborg i slutningen af juni, da han for kort tid siden mistede sin far.
- Det har været lidt turbulent, min far døde for 12 dage siden. Det har naturligvis haft mit fokus. Oveni i det, så står vi midt i en flytning (fra Tyskland, red.). Så pludselig er der jo nogen, der skal tage over for mig nu.
Hvordan har du det - er du okay?
- Jeg er okay... Det er første gang, jeg har mistet en, som var tæt på mig, og jeg tror, at man sørger forskelligt, når man bearbejder sådan noget. Jeg tror, at jeg har brug for, at der sker nogle ting, som ikke kun er det. Sorgen vil være der uanset hvad, og jeg skal lære at leve med den sorg og komme videre med den, for den går ikke væk, uanset hvor lang tid der går.
Hjælper det dig at have håndbolden at fokusere på?
Jeg prøver at tackle det på den måde, som jeg tror er bedst for mig. Gøre de ting, som jeg ved, min far havde sat pris på. Jeg ved, at han ville sætte pris på, at jeg kom med til et OL. Det ved jeg var en af hans store drømme, at det lykkes, fortæller Lindberg med et smil.
Landsholdet spiller åbningskamp mod Frankrig i Paris 27. juli.