Har du lagt mærke til det: Nu forklarer Niclas Kirkeløkke sugemærkerne på halsen
På TV 2 Sport har de i anledning af VM-slutrunden lade de danske håndboldherrer stille spørgsmål til hinanden. Altså ladet spillerne få lov til at lege journalister for en kort stund.
Her kom Emil Jakobsen med et yderst glimrende spørgsmål til Niclas Kirkeløkke.
"Hvad er det, du har på halsen?"
Og du har måske også selv lagt mærke til det, for den er god nok. Der er nogle lidt mørke "plamager" på landsholdsstjernens hals.
Der er dog ikke grund til at være bekymret på Kirkeløkkes vegne. De er selvforskyldte - næsten da.
- Det er blevet lidt min ting, at min kæreste giver mig et sugemærke, inden vi skal afsted. Sådan har det været det sidste halvandet år, smiler han og tilføjer:
- Jeg synes egentlig også, at det er meget flot, så det er blevet mit varemærke. Jeg kan godt lide det. Så har jeg lidt hende med over det hele.
Det er altså kæresten, P3-værten Marie Hobitz, der må påtage sig sin del af skylden.
De to fandt sammen i 2023 og har siden også købt lejlighed sammen på Amager.