Sport22. november 2024 (opd. 22. november 2024)

Helle Thorning-Schmidt slår fast: Dansk Boldspil-Union (DBU) bør stemme for ja

Den tidligere danske statsminister kommer med opfordring til DBU
Helle Thorning-Schmidt mener bestemt, at DBU bør stemme ja til en slutrunde i Saudi-Arabien. 
Helle Thorning-Schmidt mener bestemt, at DBU bør stemme ja til en slutrunde i Saudi-Arabien.
 Foto: Lars H. Laursen

Dansk Boldspil-Union (DBU) bør stemme ja til Saudi-Arabien som vært for VM i fodbold i 2034.

Sådan lyder meldingen fra den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der er formand for unionens Governance- og Udviklingskomité i et interview med Politiken.

Saudi-Arabien er eneste bejler til slutrunden, afslørede Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) efter en tvivlsom proces sidste år, og 11. december forventes værtskabet at blive officielt tildelt.

Både processen, Fifa og Saudi-Arabien er blevet kritiseret fra mange kanter, og det skal gerne fortsætte. Men når "alle danske virksomheder gladeligt" handler med saudierne, og både Danmark, EU og USA har diplomatiske bånd med ørkenstaten, skal fodbolden ikke være slagmark, mener Thorning-Schmidt.

- Fodbold er dybest set en kulturel begivenhed. Hvis man gerne vil have et slagsmål med Saudi-Arabien om menneskerettigheder, hvorfor så ikke have det på vores generelle handelspolitik eller det politisk-diplomatiske samarbejde, siger Thorning-Schmidt til Politiken.

Forholdene i forhold til menneskerettigheder er forbedret i Saudi-Arabien i de senere år. Blandt andet kvindernes rettigheder er i bedring, erkendte generalsekretær i Amnesty International Danmark, Vibe Klarup, over for Ritzau sidste år, da Saudi-Arabien blev afsløret som eneste kandidat.

Men der er stadig rigeligt med problemer at tage fat på.

- Saudi-Arabien har seriøse problemer med arbejdstagerrettigheder, ytringsfrihed, diskrimination, ligestilling og pressefrihed.

- Når vi udgiver vores årlige rapport, så er Saudi-Arabien et af de lande, hvor det står meget slemt til, sagde Klarup.

Ifølge Thorning-Schmidt skal man aktivt bruge tiden frem til 2034 på at holde Fifa op på, at forbundet overholder sine egne regler for tildelingen af slutrunden.

DBU's formand, Jesper Møller, deltog i september i et møde med organisationskomitéen fra Saudi-Arabien.

- Vi oplever en stor lydhørhed og en interesse. De svarer pænt og ordentligt på vores spørgsmål.

- Med de budgivningskriterier, der skal opfyldes, og som er fastsat på baggrund af internationale konventioner, føler jeg ikke nogen bekymring.

- Saudi-Arabien er et helt andet sted, end Qatar var, da de søgte VM-værtskabet. Det er en begejstret fodboldnation. Det mærker man tydeligt, sagde Møller dengang.

Fifa kommer inden kongressen i december med evalueringsrapport af Saudi-Arabiens bud, og først herefter vil DBU afsløre, om man støtter buddet eller ej.

Sponsoreret indhold