Henrik Møllgaard erkender: - Vi er så modbydelige

LÆS OGSÅ: Henrik Møllgaard river døtrene ud af de trygge rammer: - Kommer til at gøre ondt
Lige om lidt slutter det hele for Henrik Møllgaard. I hvert fald den del, hvor han selv skal rende rundt inde på banen. Når landsholdet om lidt spiller to Euro Cup-kampe mod Frankrig, så trækker den 40-årige Aalborg-spiller i den rød-hvide dragt for sidste gang, og det kommer til at efterlade et savn.
Både til de store sportslige oplevelser, men ikke mindst også til det sociale i at være sammen med landsholdskammeraterne. Et sammenhold, der blandt andet indebærer nogle drabelige bordtennisdueller på diverse hoteller, hvor bølgerne, indrømmet, godt kan gå højt.
Det fortæller han i et interview med magasinet Appetize.
- Hvis vi gik lige så meget op i håndbold, som vi gik op i alt det andet, og var lige så rygende uvenner, så ville vi aldrig vinde nogle landskampe. Måden vi taler om hinanden på, når vi snakker bordtennis og fodbold, altså vi er så modbydelige. Hvis vi gjorde det samme, når vi spillede håndbold – altså vi ville aldrig få gennemført en landskamp.
Han må samtidig indrømme, at han ikke selv løber med den samlede sejr ret ofte. Ved VM i januar var det for eksempel Magnus Saugstrup, der løb med titlen.

Nyt håndboldjob
Møllgaard stopper ikke karrieren helt efter de kommende to landskampe.
Han har lige en halvsæson i Aalborg Håndbold, der skal gøres færdig, og her er der masser at spille om. Både det danske mesterskab og ikke mindst Champions League, som Aalborg onsdag aften sikrede sig en plads i kvartfinalen i.
Møllgaard er dog langt fra færdig med håndbolden.

Efter sæsonen rejser han nemlig med familien til Paris, hvor han skal være assistenttræner i storklubben PSG - en klub, han selv spillede i fra 2015 til 2018.
Han har tidligere fortalt til SE og HØR om, hvor hårdt det bliver at forlade de vante rammer i Nordjylland og flytte til udlandet.
Både for ham selv, men ikke mindst også for hans to døtre. Viola på tolv år og Augusta på otte år.