
Her er Brian Riemers nye kuld: Diamanter fra Danmark

LÆS OGSÅ: Joakim Mæhle har gjort det i hemmelighed
Danmarks nye landstræner Brian Riemer, 46, skal finde en måde at stække 40-årige Cristiano Ronaldo og hans kumpaner, når Portugal venter i Parken torsdag og i Lissabon søndag aften.
En af taktikkerne er at udtage en flok unge gutter, der kun er halvt så gamle som modstandernes stjerne.
De skal gøre Danmark ære og forhåbentlig sparke os videre til semifinalen i Nations League-turneringen.

Mika Multikulti
Han er født og opvokset i England. Faderen er dansk-tysk og moderen fra Bosnien.
Og nu bor Mika Biereth, 22, i Monaco, hvor han bomber på livet løs for sin nye klub: 11 mål i 12 kampe gør ham til den varmeste fod i fodboldens verden for tiden.
Derfor var Brian Riemer da heller ikke den eneste landstræner, der var ude efter Biereth.
Julian Nagelsmann, som er chef for det tyske Mannschaft, har haft ringet til Mika for at høre om mulighederne for at få ham over i en hvid landsholdstrøje i stedet – heldigvis uden held.

Jernhårde Morten
Han er ikke helt debutant, for Morten Frendrup har faktisk allerede spillet 10 minutter i rødt og hvidt. Men mon ikke svigerfamilien forventer meget mere end det?
Den 23-årige Genoa-spiller har nemlig fundet sammen med Nikoline Byrial – og genkender man hendes yndige smil, er det nok fordi hun har arvet det fra sin mor, den jernhårde lady Anja Byrial Hansen, som nåede at vinde EM to gange og OL en gang, selv om hun stoppede håndboldkarrieren som 23-årig – såmænd fordi hun flyttede til England med Nikolines far, Per Pedersen, som spillede fodbold i Premier League og på landsholdet.

Holy shit, Harder!
Sidste sommer blev han den dyreste spiller, der er solgt fra Superligaen – 175 mio. kr. betalte Sporting Lissabon – og nu er angriberen Conrad Harder i en alder af 19 år også blevet landsholdsspiller.
Teenageren med det fulde navn Conrad Harder Weibel Schandorf har fortalt TV2 om opkaldet fra Brian Riemer, der kom en aften.
– Han fortæller så, at han har tænkt sig at udtage mig, og hvad jeg tænkte om det. Jeg tror, at jeg kommer til at sige ”holy shit”, men siger kort efter, at det vil jeg selvfølgelig gerne.

Dununge Høgsberg
Når Kasper Schmeichel råber instrukser til sit forsvar, er en af dem, der skal høre godt efter den blot 18-årige FC Nordsjælland-spiller Lucas Høgsberg, som stadig gik med ble, da selvsamme Schmeichel fik sin Premier League-debut i 2007.
Så kunne det måske virke skræmmende at skulle spille på landsholdet med 20 år ældre medspillere, men der er også velkendte ansigter i truppen – Farum-drengen har i årevis spillet ungdomsbold med Conrad Harder, som også er tjekket ind på Hotel Marienlyst for første gang.

Wow for Mow!
Han er lige fyldt 19 år, og han er også lige blevet udtaget til landsholdet for første gang.
Men Victor Mow Froholdt ved, hvem han skal spørge, hvis han skal vide, hvordan man klarer sig i rødt og hvidt.
Til daglig deler han midtbane i FC København med 33-årige Thomas Delaney, som med 81 kampe har gennemført landsholdet.
– Victor er længere fremme, end jeg var som 19-årig, har Delaney sagt om makkeren, som han normalt bare kalder ”Fro”.
