Sport24. juli 2023

Her er ruten som Jonas Vingegaard skal køre fra lufthavnen til Rådhuspladsen

Onsdag bliver hele Danmarks dobbelte Tour de France-vinder fejret på både Rådhuspladsen og i Tivoli. Nu er ruten fra lufthavnen og ind til Rådhuspladsen på plads
Onsdag sætter Jonas Vingegaard kursen mod Rådhuspladsen. Ruten starter omkring klokken 12.00 i krydset ved Tårnbyvej, Saltværksvej og Amager Landevej.
Onsdag sætter Jonas Vingegaard kursen mod Rådhuspladsen. Ruten starter omkring klokken 12.00 i krydset ved Tårnbyvej, Saltværksvej og Amager Landevej.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Same procedure as last year.

En replik som de fleste af os kender fra nytårsaften, men også en sætning som passer med Jonas Vingegaards fejring af Tour de France-sejren, når han onsdag igen er at finde på dansk jord.

For ligesom sidste år finder fejringen sted på Rådhuspladsen og i Tivoli.

Men inden Vingegaard ankommer i den gule førertrøje på Rådhuspladsen, skal han fragtes fra lufthavnen.

Og ruten til kortegekørslen gennem Amager og København er nu på plads.

Det skriver Danmarks Cykle Union i en pressemeddelelse.

Kortegen starter i krydset ved Tårnbyvej, Saltværksvej og Amager Landevej – starttidspunktet forventes at være klokken 12.00.

Derefter kører cykelstjernen ad Amagerbrogade, Christmas Møllers Plads og Torvegade, inden han også skal over Knippelsbro, ad Vindebrogade og Stormgade.

Det forventes, at Jonas Vingegaard lander omkring klokken 13.00 på Rådhuspladsen.

Kortegen bliver i sammenhæng med Københavns Politi, og netop Københavns Politi opfordrer også alle på ruten til at forblive på fortovet undervejs.

Torsdag bliver Jonas Vingegaard hyldet i Glyngøre og her er hele programmet for dagen også allerede på plads.

Sponsoreret indhold