Her er scenarierne, HVIS Danmark slår Australien: Dem kan vi møde

Hvis alt går, som det skal tirsdag eftermiddag, så har Danmark slået Australien i den sidste gruppekamp ved VM og spillet sig i ottendedelsfinalerne ved VM i Qatar.
Men for det skal ske, kræver det en dansk sejr, samtidig med at Tunesien ikke må vinde over Frankrig.
Franskmændene burde også have klasse til at slå tuneserne, selv om de allerede er videre som nummer et i gruppen og med al sandsynlighed sparer nogle af de største stjerner.
Danmarks gruppe bliver i ottendedelsfinalen parret med Gruppe C med Argentina, Polen, Saudi-Arabien og Mexico, hvor alt stadig er åbent.
SE og HØR giver dig her et overblik over de mulige danske modstandere, HVIS Danmark går videre fra gruppespillet, som nummer to.
Den sandsynlige
Før slutrunden var Argentina de store favoritter til at vinde Gruppe C, men et nederlag til Saudi-Arabien i første kamp har sat en mindre kæp i hjulet for Lionel Messi og co.
Argentina SKAL bruge en sejr mod Polen i sidste kamp for at være sikre på at gå videre fra gruppen, hvilket også vil sikre dem førstepladsen.
Får de en uafgjort, og dermed kun et enkelt point, mod polakkerne, så er deres skæbne i hænderne på Mexico og Saudi-Arabien.
Med en uafgjort i den kamp er Argentina videre med en bedre målscorer.

Den spændende
Før VM startede, var der mange danskere, der håbede, at Polen kunne drille Argentina og tage førstepladsen i Gruppe C, og det ser ikke helt usandsynligt ud lige nu.
Med en sejr over sydamerikanerne er de sikre på at tage topplaceringen i gruppen og dermed også blive Danmarks modstander.
Med uafgjort sikrer Polen sig videre avancement, men hvilken placering de får, kommer an på resultatet af Mexico mod Saudi-Arabien, hvor sidstnævnte kan tage førstepladsen fra Polen.

De usandsynlige
Der er også en mulighed for, at Danmark enten kan møde Saudi-Arabien eller Mexico i ottendedelsfinalen.
Det kan godt være, at Saudi-Arabien slog Argentina i den første kamp, men de regnes stadig for at være en mindre nation, når det kommer til fodbold.

Skal de videre fra gruppespillet, kræver det en sejr over Mexico, som er favoritter op til kampen. Hvis det lykkes er de med sikkerhed videre. Hvis det skal være som ettere (og dermed Danmarks modstander), skal Polen og Argentina spille uafgjort. Hvis ikke det ender sådan, og Saudi-Arabien vinder, så bliver de nummer to.
Mexico SKAL derimod bruge en sejr for at have en chance for at gå videre. De kan dog ikke blive nummer et i gruppen, og er derfor ude af spillet om at møde Danmark ved en – forhåbentlig – dansk sejr.