Her skal han nyde sit otium: Mikkel Hansen køber Eddie Skollers gamle pragtpalæ
LÆS OGSÅ: Officielt: Mikkel Hansen stopper håndboldkarrieren til sommer
Tidligere på ugen annoncerede Mikkel Hansen, at han lægger håndboldskoene på hylden og stopper sin glorværdige karriere som en af sportens største.
Og når den 36-årige nær-pensionist får mere fritid, kommer det til at være i de helt optimale rammer.
Dugfriske data fra Tinglysningen viser nemlig, at Mikkel Hansen og hans knap 38-årige hustru, tøjdesigneren Stephanie Gundelach, har lagt 20,8 mio. kr. for en 255 kvadratmeter stor villa med pool i det mondæne Charlottenlund.
Og det er ikke hvem-som-helst, det celebre par køber huset af.
Husets tidligere ejer er nemlig Eddie Skoller, der døde i august.
Huset blev sat til salg i november, og her lød udbrudsprisen på 24,5 mio. kr. Håndboldstjernen og hans fashionable frue har altså formået at hugge en del af prisen, som bekendt landede på knap 21 mio. kr.
Da Eddie Skoller købte ejendommen i 2015, betalte han 13.450.000 kr. for den. Før det boede Bent Fabricius-Bjerre i huset. Og nu kan pragtpalæet altså se frem til flere celebre beboere.