Holdlæge Carles Miñarro Garcia døde pludselig: - Du vil altid være i vores hjerter
LÆS OGSÅ: Dødsfald udskyder Barcelonas ligakamp mod Osasuna
Planen var ellers, at Barcelona og Osasuna skulle spille lørdag aften i La Liga, men kampen blev aflyst efter nyheden om Carles Miñarro Garcias pludselig død.
Ifølge Marca blev Carles Miñarro Garcia, som var Barcelonas holdlæge, fundet død på et hotelværelse på Hotel Melina Gran Melia, hvor Barcelona opholdt sig op til kampen.
Nyheden om 50-årige Carles Miñarro Garcia pludselige død er kommet som et kæmpe chok i Barcelona, og nu reagerer flere spillere på det store tab.
- Det er svært at tro og acceptere alt det, der er sket. Mange tak for alt, Carles. Tak for alt, du har hjulpet mig med. Ikke kun i år, men igennem hele min karriere.
- Vi vil savne dig meget, og du vil altid være i vores hjerter og i min families hjerter. Hvil i fred, Doc, lyder det fra Barcelona-spilleren Dani Olmo på Instagram.
- Jeg kan stadig ikke tro det. Et stort kram til Carles' familie og venner, lyder det fra Pedri.
La Liga-opgøret skulle være spillet klokken 21 lørdag aften.
Startopstillingerne var offentliggjort, inden nyheden blev offentliggjort med under en halv time til kampstart.
Det er endnu uvist, hvornår kampen i stedet skal spilles.