Holger Rune klar til kvartfinalen: Slår Arthur Cazaux i tre sæt
Lidt over to timers tennis skulle der til, før Holger Rune havde knækket sin modstander og avanceret i ATP 1000-turneringen Paris Masters.
Rune vandt over Arthur Cazaux med cifrene 3-6, 6-3, 6-4 og er dermed videre blandt de otte bedste i den store turnering.
Rune havde revanche til gode efter nederlaget til Cazaux tidligere på året i grand slam-turneringen Australian Open.
Ligesom i Melbourne vandt franskmanden første sæt. Det skete efter et enkelt servegennembrud, hvor Cazaux kom foran 3-1.
Rune forsøgte at bryde tilbage, men franskmanden servede godt, og derfor blev det ene brud afgørende.
Sådan var det også i andet sæt, men med omvendt fortegn. Denne gang var det Rune, der brød tidligt og kom foran 2-0.
Pludselig var det Rune, der havde momentum og skreg sin glæde ud, så man kunne se halspulsårerne.
Rune var ligesom sin modstander i stand til at holde føringen i resten af sættet, og dermed var et enkelt brud mere end rigeligt til at udligne til 1-1 i sæt.
Cazaux havde fået en speciel vej ind i turneringen, da han egentlig havde tabt i kvalifikationen. Som nummer 85 i verden havde han ikke direkte adgang til hovedturneringen.
Men det fik Cazaux som lucky loser, og han var tilmed ekstra heldig med at være oversidder i første runde.
I tredje sæt viste Rune, der er nummer 13 i verden, sin styrke. Danskeren tog det gode spil med videre, og han brød til en 3-2-føring. Rune fortsatte det gode spil og brød også en gang mere og kom foran 5-2.
Cazaux gjorde det dog spændende og reducerede til 4-5, inden Rune satte det hele på plads til slut.
I kvartfinalen skal Rune nu møde australieren Alex de Minaur, der er nummer ti i verden.
Få minutter før Rune gik videre, røg Carlos Alcaraz overraskende ud til en anden franskmand. Den spanske verdenstoer tabte 1-6, 6-3, 5-7 til Ugo Humbert, der er nummer 18 i verden.