Sport19. januar 2023

Holger Rune sikkert videre til tredje runde i Australian Open

Danskeren tog en sikker sejr i tre sæt over amerikaneren Maxime Cressy
Holger Rune vandt i tre sæt i anden runde i Australian Open.
Holger Rune vandt i tre sæt i anden runde i Australian Open.
 Foto: Paul Crock/AFP/Ritzau Scanpix

I en uskøn duel i kølige Melbourne spillede Holger Rune sig torsdag videre til tredje runde af Australian Open.

Det skete, da han slog Maxime Cressy med cifrene 7-5, 6-4, 6-4.

Kampen var på mange måder fuldstændig anderledes end Runes opgør i første runde, hvor danskeren i bagende sol i perioder nærmest spillede opvisningstennis.

Cirka to meter høje Cressy - der repræsenterer USA, men er født i Frankrig - nægtede med sit karakteristiske serv-flugt-spil at give danskeren nogen form for rytme.

Cressy gik ofte 100 procent efter både første- og andenserv og lod sig ikke gå på af et hav af dobbeltfejl. Returneringerne satsede han også stort på, hvilket også førte til talrige fejl.

Rune var klart den bedre spiller, men var tvunget til at serve godt og holde hovedet koldt i de afgørende øjeblikke, for åbningerne var få i amerikanerens serv.

Selv om Rune aldrig fik mulighed for helt at finde topniveauet frem, var det nok til at slå den tricky modstander.

I tredje runde møder Rune franske Ugo Humbert.

Sponsoreret indhold