Holger Rune skadet: Tvunget ud af vigtig turnering

En frustreret Holger Rune er overraskende ude af ATP 500-turneringen ABN Amro Open i hollandske Rotterdam.
Torsdag trak den 19-årige dansker sig fra opgøret mod hjemmebanefavoritten Gijs Brouwer, der er nummer 160 på verdensranglisten, ved stillingen 4-6, 0-4.
Rune fik behandling for et problem med sit højre håndled og forsøgte at spille videre, men efter et parti gav han fortabt.
Rune forklarer, at han haft ondt i håndleddet efter et fald i Australian Open i januar.
- Jeg har spillet igennem lidt smerte, men i dag gjorde det mere og mere ondt, som kampen skred frem, og til sidst gjorde det for ondt til at fortsætte, siger Holger Rune til TV 2 Sport.
Forud var gået en frustrerende kamp for teenageren.
Rune var foran 4-2 i første sæt og på kurs mod en favoritsejr. Men den fjerdeseedede dansker mistede tilsyneladende fatningen i en hal, hvor et højlydt mindretal havde problemer med at dæmpe sig, når Rune skulle serve.
Den fjerdeseedede dansker tabte otte partier i træk, inden han fik behandling for sin skade og efterfølgende ikke kunne slå ordentligt igennem.
En del af Rotterdam-publikummet kvitterede ved at pibe Rune ud af hallen.