Hvad laver han her: Chelsea-stjernen Reece James deler video fra København
'Hvad skal man lave her?'
Sådan skriver Chelsea-stjernen Reece James i en Instagram-story, hvor han afslører, at han er en tur i København.
Videoen viser stjernen cykle på en lejecykel henover Langebro, og en dertilhørende forespørgsel til hans 2,6 millioner følgere om hjælp til at finde ud af, hvordan han skal bruge tiden i den danske hovedstad.
Det fremgår ikke på Chelsea-stjernens sociale medier, hvad han endte med at få tiden til at gå med, eller hvad han lavede i København i første omgang.
Højrebacken har sammen med resten af Chelsea-holdet haft en yderst kedelig sæson, hvor det blandt andet blev til en skuffende 12.-plads i Premier League.
James selv har af flere omgange siddet ude med skader og har derfor ikke spillet mere end 24 kampe i sæsonen.
Nu kan stjernen så holde en kort sommerferie, inden det igen går løs på grønsværen.
Og sommeren bliver tydeligvis brugt på andre adresser end hjemme i London.
I weekenden var han en tur i Spanien, hvor han overværede Formel 1-løbet i Barcelona.
Reece James fik debut på det engelske landshold tilbage i 2020. Siden da har han spillet 16 kampe for "The Three Lions".
I 2021 var han med til at vinde Champions League med Chelsea.