Imens kæresten var i fødsel: 'AC' sad og råbte af Joakim Mæhle
Det kan være en svær situation at stå i, når ens hold spiller en vigtig kamp, imens en kæreste er i gang med at sætte ens førstefødte i verden.
Sådan en situation stod landsholdets Andreas Christensen i, da Danmark i juni mødte Frankrig i Nations League.
Faktisk sad den danske profil på fødestuen, da kampen gik i gang.
– Jeg var ikke med. Der var jeg på hospitalets fødestue, og jeg var nok ikke den bedste støtte på det tidspunkt, vil jeg mene, siger Andreas Christensen til TV 2.
'AC', som han kaldes, og hans kæresten annoncerede i april, at de skulle være forældre. Den lille meldte så sin ankomst i samme weekend, som Danmark slog Frankrig 2-1 i Paris.
– Jeg så fodbold og kom til at råbe og skrige rimelig højt et par gange, fordi (Joakim) Mæhle havde en kæmpe chance på et tidspunkt. Men jeg kan huske, at sygeplejerskerne gjorde, hvad de skulle, uddyber landsholdsspilleren.
Andreas Christensen har ikke misset mange landskampe siden debuten tilbage i 2015, men lige i den uge missede han kampene mod Frankrig og Østrig.
Det til trods var det en weekend over middel for forsvarsstjernen.
– Personligt var det den bedste dag, fortæller han.
Danmark møder nu igen Frankrig. Denne gang ved VM, hvor Danmark har brug for et godt resultat efter at have spillet uafgjort med Tunesien i første kamp.
Kampen spilles lørdag klokken 17.00