Jakob Fuglsang får Tour-comeback
Cykelrytteren Jakob Fuglsang er til start for 12. gang i karrieren, når Tour de France begynder på næste lørdag.
Den 39-årige veteran er med på det Tour-hold, som Israel-Premier Tech fredag har offentliggjort. Dermed vender Fuglsang tilbage til løbet efter et enkelt års fravær.
- Jeg er spændt og glæder mig til at køre Touren igen. Jeg er glad for at være blevet udtaget endnu en gang.
- Jeg håber, at jeg denne gang kan nå hele vejen igennem og afslutte løbet med enkeltstarten, fordi den etape vil være noget særligt for mig, eftersom den går fra min hjemby Monaco til Nice, siger Fuglsang i pressemeddelelsen.
Den danske bjergrytter har trods sin store erfaring ikke de bedste erfaringer med Tour de France og er udgået de seneste tre gange, han har været til start.
Israel-Premier Tech har til gengæld ikke fundet plads til den firdobbelte Tour de France-vinder Chris Froome på et hold, der primært kommer til Frankrig for at jagte etapesejre.
- Det er et klart mål, som jeg er sikker på, at de 21 andre hold også har. Vi har et stærkt, afbalanceret og alsidigt hold med ryttere, der kan stråle i forskellige terræner og giver os mulighed for at være konkurrencedygtige i hele løbet, siger sportsdirektør Steve Bauer.
På holdet finder man formstærke Derek Gee, der vandt en etape og blev samlet treer i Critérium du Dauphiné tidligere på måneden.
Der er også blevet plads til Hugo Houle, Stephen Williams, Pascal Ackermann, Jake Stewart, Guillaume Boivin og Krists Neilands.
Fuglsang er den fjerde danske rytter, der officielt er udtaget til Touren. De øvrige er Magnus Cort (Uno-X), Christopher Juul-Jensen (Jayco) og Jonas Vingegaard (Visma).