Jesper Jensen færdig med at dobbeltjobbe: En ting savner han rigtig meget
LÆS OGSÅ: SE og HØR erfarer: Her er Michael Mazes kæreste
For første gang i karrieren som landstræner, har Jesper Jensen, 46, ikke haft en sæsonopstart på klubplan at tænke på ved siden af landsholdet.
Og det har også været værdsat efter en sommer, som i den grad har stået i OL’s tegn.
- Det har været dejligt at få lidt pause. Jeg har ikke været misundelig på spillerne over, at de skulle direkte hjem og i gang med at træne syv dage efter, siger Jesper Jensen til SE og HØR, som mødte ham på pressemødet forud for håndboldlandsholdet tre kampe i Golden League.
Efter syv år som træner for Team Esbjerg, var sidste sæson hans sidste i spidsen.
Den nye hverdag, har også frigivet tid til at klare andre opgaver såsom at få et lidt tættere forhold til klubberne, være med i evalueringer hos spillerne på det individuelle plan og selvfølgelig få slappet af.
Er der også mere tid til familien og vennerne?
- Ja, men ikke sådan helt vildt. Jeg tror bare, at der er mere overskud, i det jeg laver. At jeg lørdag ikke skal ud og have en taktisk træning, men at den kan bruges på at slappe af og hygge sig med familien, og at være 100 procent mentalt til stede.
- Jeg tror, at det er godt for både min kone og mine børn, at vi har – jeg ved ikke om jeg vil sige for god tid – for min arbejdsdag er fint fyldt ud, men det er klart, at mit nærvær er øget, fordi der er mere overskud og mere tid til det.
Afsavn til en ting
Når man som Jesper Jensen siger farvel til den hverdag, som man har haft de sidste syv år, er der selvfølgelig også ting, som man savner.
For landstrænerens vedkommende er der også et afsavn til Team Esbjerg og klubhåndbolden, men heldigvis er det ikke så stærkt, som han havde frygtet.
- Jeg er glad for det, og jeg synes, det har været godt at få pausen, men så kan jeg godt mærke nu, at det begynder at rykke lidt i mig.
Er der noget særligt du savner?
- Den individuelle relation til Esbjerg-spillerne har jeg savnet rigtig, rigtig meget, og det bliver også min største udfordring. Den der personlige udvikling, der er både for mig selv, men også at være med til at skubbe og nudge en anden persons udvikling.
- Det kommer jeg til at savne helt vildt, for der har opbygget sig nogle helt særlige relationer, og den får man ikke ved at spille padel med sine kammerater.
Da Jesper Jensen i 2023 forlængede kontrakten med Dansk Håndbold Forbund, skrev han under på en kontraktforlængelse frem til den 30. juni 2026.
Til den tid vil han have haft to år, hvor han kun har fokuseret fuldt ud på landsholdet.
Medmindre, der selvfølgelig opstår en mulighed, der er for god til at sige nej til.
Jesper Jensen afviser nemlig ikke, at han kunne finde på at dobbeltjobbe igen i fremtiden.
- Jeg tror hellere, jeg vil sige, at det ikke er planen. Man skal aldrig sige aldrig. Det er ikke så meget om, hvis der kommer et godt tilbud.
- Det er mere omkring, hvordan jeg har det i det. Men mit bedste bud er, at jeg skiller tingene ad fremadrettet.