Jesper Jensen mangler svar efter skader: Skal ske inden klokken ni

Det er ikke kun det taktiske puslespil, landstræner Jesper Jensen skal lægge forud for onsdagens afgørende EM-kamp mod Holland. Han skal også finde ud af, hvilke brikker han reelt har til rådighed.
Søndag fik målvogter Althea Reinhardt en bold i hovedet under træning, og veteran Sandra Toft blev hasteindkaldt til mandagens kamp mod Slovenien. I den måtte Sarah Iversen udgå, med hvad der kunne ligne en alvorlig knæskade.
Men tirsdag ved middagstid var der hverken en afklaring på, om Reinhardt reelt har en lille hjernerystelse, eller om Iversens knæskade betyder hendes exit fra EM.
Det siger landstræner Jesper Jensen.
- Vi er stadig i en undersøgelsesfase, hvis man kan sige det sådan. Althea har vi ikke truffet en endelig beslutning om endnu, og Sarah skal stadig undersøges, siger han.
- Vi er meget klogere i aften (tirsdag aften, red.), og vi ved, at hvis vi skal skifte, skal det være inden klokken ni i morgen tidlig.
Sagen er den, at Danmark kun har én udskiftning tilbage inden onsdagens opgør mod Holland. Så hvis Iversens knæskade er så slem, som det så ud til, og hun skal skiftes ud, så kan Althea Reinhardt ikke blive skiftet ind til kampen.
I så fald får vikarmålvogter Sandra Toft minimum endnu en EM-optræden.
Ifølge Jesper Jensen er man stadig i tvivl om, hvorvidt Reinhardt pådrog sig en lille hjernerystelse, da hun søndag fik en bold i hovedet til træning.
Han siger, at hun har det bedre, men hun bliver løbende tilset, fordi man ikke vil tage chancer, såfremt der kan være tale om en hjernerystelse.
Men altså, senest klokken ni onsdag skal Jesper Jensen vide, hvilke spillere der skal være en del af truppen til kampen mod Holland, som afgør, om Danmark kommer i semifinalen.