Joachim Mæhle gav den gas på scenen med Faustix: - De fik mig overtalt

Den danske landsholdsspiller Joakim Mæhle havde brug for et afbræk, inden han i mandags mødte ind i landsholdslejren forud for de fire Nations League-kampe, der er afslutningen på en lang sæson.
For at sikre mental friskhed inden landskampene var han i lørdags til det årlige karneval i Aalborg for at feste med sine venner og tusindvis af andre feststemte danskere.
- Karneval er en megahyggelig dag i Aalborg sammen med vennerne, så jeg kunne ikke se nogen som helst grund til, at jeg ikke skulle tage af sted.
- Jeg havde brug for en fest, og det var dejligt at kunne komme ud og tænke på noget andet end fodbold og ikke have nogen bekymringer. Jeg hyggede mig bare med vennerne, og nu er batterierne ladet helt op til de her fire landskampe.
- Mentalt har det været en lang sæson for mange af os spillere, så jeg havde brug for lige at komme lidt ud, siger Joakim Mæhle, der selv kommer fra Østervrå cirka 50 kilometer nord for Aalborg.
Som det hører sig til ved et karneval, var landsholdsspilleren også klædt ud. Udklædningen i orange fængselsdragter endte dog med at blive skiftet ud undervejs, og pludselig var Mæhle at finde i en landsholdstrøje.
- Vi var selv klædt ud, men det blev for varmt i løbet af dagen. Så jeg byttede mig til landsholdstrøjen for min egen hvide T-shirt, siger Joakim Mæhle.
Nordjyden endte også på en stor scene sammen med den kendte DJ-stjerne Faustix.
- Jeg havde egentlig sagt, at jeg ikke ville op på scenen, men jeg blev overtalt. Det var sjovt og meget specielt, siger Mæhle.
Samtidig var han glad for de utallige henvendelser fra andre karnevalsgæster, der kunne genkende fodboldstjernen og ville have en selfie.
- Selvfølgelig er der mange, der kommer hen til mig, og det har jeg ikke noget problem med, for folk er rigtig søde. Det er en fornøjelse, siger Joakim Mæhle.
Med karnevalsoptoget på afstand har han nu rettet fokus på de kommende fire Nations League-kampe.
- Det er en fed måde at slutte en lang sæson på, siger han.