Jonas Vingegaard bekymret over farlige tilskuere: - Jeg ved ikke, hvad folk tænker på
Festklædte og opstemte tilskuere er en fast del af Tour de France, men engang imellem får publikum også en temmelig uheldig hovedrolle.
Dette års udgave af løbet har allerede haft flere sammenstød mellem ryttere og tilskuere, der har taget opstilling på selve vejen. Og det skaber bekymring hos rytterne, deriblandt den forsvarende vinder, Jonas Vingegaard.
- Folk er "gode til" at stille deres bord ud på vejen, have deres børn på vejen, hvilket er vanvittigt farligt, eller have deres køletaske stående på vejen. Jeg ved ikke, hvad folk tænker på, når de gør det, siger Vingegaard i et interview med TV 2.
- De skal tænke på, at vi bruger hele vejen, og derfor skal de stå ude i græsset. Det vil gøre det meget mere sikkert, påpeger han.
I lørdags gik det helt galt for belgieren Steff Cras (TotalEnergies), der kolliderede med en tilskuer, som havde forvildet sig et godt stykke ud på asfalten.
Cras måtte udgå og brugte siden sin Twitter-profil til at give tilskueren en opsang.
- Jeg håber, du føler dig skyldig, skrev han blandt andet.
Dagen efter styrtede franskmanden Lilian Calmejane (Intermarché), fordi han fik en snor med cykeltrøjer, som en fan svingede rundt med, ind i sit hjul.
- Jeg har da tænkt over det på nogle af de flade etaper, hvor der er masser af positionskamp, siger Jonas Vingegaard.
- Vi kan godt lide at have den ene side af vejen, for så kan vi ligesom lukke af bagfra. Der har vi ofte tænkt, at de kommer tæt på, og man må nogle gange undvige i sidste øjeblik. Det er ikke så rart, siger han.
Nogle af de mest kaotiske Tour de France-øjeblikke opstår, når ryttere på vej op ad bjergene omsluttes af et menneskehav af entusiastiske fans.
Men selv om det kan se voldsomt ud, er det mest på de flade sektioner, der opstår virkelige problemer, siger Vingegaard.
- Folk har mere travlt med at kigge ind i kameraet eller tage en selfie med ryggen til feltet. Så står de ude på vejen og ved ikke, at vi kommer med den hastighed. Det er megafarligt.
- Jeg ved ikke, hvad man kan gøre, for man kan jo ikke stille barrierer op i 180 kilometer, lyder det fra danskeren i den gule trøje.