Jonas Vingegaard gav kræftramte Liam en oplevelse for livet i Glyngøre: - Far, jeg fik trøjen, fordi han hepper på mig

Der blev vurderet til at være et sted mellem 25-26.000 mennesker på festivalpladsen, da Jonas Vingegaard torsdag blev fejret i Glyngøre.
I hjembyen blev han fejret med verdens måske største gulerodskage, og Vingegaard fik også lov til at skrive et hav af autografer.
Men allerforrest i køen stod alligevel en fan, som fik sig en lidt større oplevelse end mange andre.
Kræftramte Liam Børre Bastrup på fem år havde nemlig fået sig en forlomme til en autograf, men han endte med at gå hjem med meget mere.
Jonas hepper på alle børn
Jonas Vingegaard havde knap nok trådt ind i autografteltet, før han fik øje på Liam. Straks viskede Tour de France-vinderen noget til vagterne, og kort efter var han henne og sige hej til Liam.
- Det var stort. Jonas så Liam, før Liam så ham. Jonas siger til en vagt, at de (Liam og familien, red.) skal blive stående og det skal de, for han skal hente noget, siger Liams far Martin Børre Bastrup til SE og HØR.
Martin Børre Bastrup fortæller, hvordan Jonas Vingegaard efterfølgende tog sig god tid til at snakke med Liam og hans søskende, hvor der både blev skrevet autografer og taget billeder.
Den helt store overraskelse kom dog, da Jonas Vingegaard endte med at hive den gule førertrøje fra Tour de France frem. Trøjen var nemlig en gave til Liam.
- Liam sagde ”far, jeg fik trøjen, fordi han hepper på mig”. Vi bed mærke i, at Jonas holdt meget fast i Liam og næsten ikke ville give slip. På øjenkontakten kan man også se, at det betød noget for Jonas.
- Jeg tror bare, at Jonas er sådan. Jonas hepper på alle børn. Han nævnte også børn i sin tale (på Københavns Rådhus, red.).
Liam fik hurtigt en autograf på trøjen og tog efterfølgende førertrøjen på.
Liam bliver overrasket af Jonas Vingegaard
Når den er færdig med at blive brugt, håber Liam også på, at den kan komme i en glasramme og op på væggen.
Fredag morgen er stemningen derfor også stadig meget høj hos familien Bastrup.
- Liam flyver på en sky i dag. Det har også været noget af det største for mig, siger Martin.
Helten Trine var hjernen bag oplevelsen
Martin Børre Bastrup, fortæller til SE og HØR, at det hele begyndte, da Martins mor havde bestilt en gul kasket til Liam i forbindelse med Tour de France.
Efterfølgende blev et billede af Liam med kasketten på lagt op i en Jonas Vingegaard-facebookgruppe.
Det billede endte Trine Hansen-Jensen med at se, og hun skrev derefter til sin gamle klassekammerat, som viste sig at være Jonas Vingegaards kone, Trine Marie Hansen.
Først modtog Martins mor en besked fra Trine Hansen-Jensen og senere tikkede også en besked ind fra Jonas Vingegaards kone.
Her spurgte hun om et navn og adresse på Liam, da de ville sende en gave.
Men efter Liam havde fået grønt lys fra sygehuset, valgte hele familien at tage til Glyngøre-fejringen, og det var altså her at Trine Hansen-Jensen havde arrangeret, at Liam kunne komme forrest i køen.
- Trine (ikke Jonas Vingegaards kone, red.) er den helt store helt. Hun var med til at stable det hele på benene, og hvis Liam var i tvivl om noget, gik han hen til Trine og spurgte hende.
Liam endte også med at hilse på Trine og Frida – mest af alt fordi han gerne ville sige tak.
- Liam ville også gerne sige tak til Trine (Jonas’ kone, red.). På et tidspunkt siger Trine også, at hun bliver nødt til at tage solbriller på, fordi hun er ved at græde, fortæller Martin.
Liam hilser på Trine og Frida
Og alt peger også på, at besøget overhovedet ikke bliver hurtigt glemt hos Jonas og Trine.
Familien har lovet at opdatere Jonas og Trine på, hvordan det går med Liam.
For Liam og Martin har oplevelsen gjort dem til endnu større cykelfans – og i Liams tilfælde en endnu større Jonas Vingegaard-fan.
Martin fortæller derfor også, at han allerede har snakket med Liam om, at de i august og september skal finde en rød trøje frem, når Jonas Vingegaard skal køre i Vuelta a España.