Jonas Vingegaards forældre er ægte jyder: Elsker ikke opmærksomheden
Han har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne. Og på søndag kan Jonas Vingegaard for alvor cementere triumfen, når han triller ind i Paris’ gader iført den gule Tour de France-trøje.
Den 25-årige fyr kommer fra Hillerslev, hvor forældrene Karina Vingegaard og Claus Rasmussen gennem alle årene har støttet deres søns vej til podiet. Alligevel er det ikke meget, vi har set til forældrene på tv og i aviser. Og det er der en god grund til, fortæller Claus Rasmussen til B.T.
Han og Karina er som “den typiske jyde” ikke meget for opmærksomhed, men trives bedst uden for rampelyset.
– Jeg tror, Jonas har det på samme måde, som vi har. Det er ikke noget, han vil opsøge på nogen måde overhovedet. Men når det er der, så er det der. Det er det samme med os. Vi kan jo bare lade være med at skrive tilbage eller tage telefonen, men det er jo også bare uhøfligt, fortæller Claus Rasmussen til B.T.
Han siger også, at sønnen Jonas har det på samme måde, og at det nok er noget, der ligger i deres jyske gener.
Til gengæld er Jonas Vingegaards svigerfamilie noget mere tv-vante. Svigermor Rosa Kildahl var allerede allemandseje, da hun i 2017 medvirkede i “Den store bagedyst”. Derfor har Rosa da også tidligere stået frem og fortalt om svigersønnens Tour-triumf – og ikke mindst hvordan de støtter ham.
Søndag slutter tre ugers Tour de France, når rytterne – forhåbentlig med Jonas Vingegaard i gult – triller ind i Paris’ gader for at køre den legendariske paradekørsel på Champs-Élysées.
Til B.T. fortalte Vingegaards stolte forældre for nogle dage siden, at de ikke havde besluttet, om de ville være til stede for at overvære sønnen i Paris.
– Jeg tror ikke, at vi kommer af sted til det i år, fortalte Claus til B.T.