Jonas Wind sender kæk opfordring til landsholdskammeraterne

Jonas Wind har før bekræftet, at civilstanden er "single".
Den 25-årige landsholdsspiller er ud af den i alt 26 mand store EM-trup, den eneste uden en kæreste. Nå ja, bortset fra landstræner Kasper Hjulmand, altså. Men han tæller naturligvis ikke med som spiller.
Inden EM i Tyskland, havde de danske drenge besøg i lejren af koner og kærester. I Tivoli, til landsholdets afgangsceremoni, fortalte Jonas Wind, at han faktisk befinder sig fint i rollen som tredje hjul:
- Jeg agerede tredje hjul langt størstedelen af dagen, da kæresterne var på besøg. Det havde nogle af spillerne og deres kærester ikke noget imod, så det var ganske fint, fortæller den - lejlighedsvis - blonde angriber til Bold.

Noget tyder da også på, at Wolfsburg-profilen heller ikke har planer om at være single på den lange bane. Noget som også farmand Per Wind ser frem til - så længe en fremtidig svigerdatter giver plads til, at han fortsat kan besøge sønnike i Tyskland.
Wind kom sågar med en frisk opfordring til holdkammeraterne:
- Hvis der er noget i indbakken hos de andre spillere, kan de bare sende det min vej. Ej - spøg til side, fortæller Jonas Wind kækt til Bold.
Jonas Wind og angriber-kollegaen Rasmus Højlund er rendt ind i en måltørke under EM, da ingen af dem er lykkedes med at få netmaskerne til at blafre. De får - måske - begge chancen igen, når Danmark møder værtsnationen Tyskland lørdag i ottendedelsfinalen ved EM.
SE og HØR mødte tidligere i år den tidligere FCK-spiller og fik en snak om, hvordan han håndterer rollen som forbillede for fodboldglade børn og unge. Det kan du læse mere om HER.