Sport1. februar 2024

Julie Scaglione bryder tavsheden: - Det betyder alt

Meldingen blev lige så trist, som man frygtede. Julie Scaglione må sidde ude i længere tid med en alvorlig knæskade
Julie Scaglione må holde en længere pause efter at være blevet alvorligt knæskadet tirsdag. 
Julie Scaglione må holde en længere pause efter at være blevet alvorligt knæskadet tirsdag.
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen støtter hustruen: Sønnike er også stolt

Det så yderst ubehageligt ud, da stortalentet Julie Scaglione tirsdag landede forkert ned efter et skud og med det samme tog sig til knæet.

Hun blev efterfølgende båret fra banen i tårer.

Onsdag kom svaret så efter en scanning. Forreste korsbånd er revet over, og en lang pause venter forude.

Noget man i stortalentets klub, Ikast Håndbold, naturligvis begræder.

- Det gør ondt på alle i og omkring klubben. Vi vil støtte Julie alt det, vi kan, hver eneste dag, indtil hun er tilbage på banen, siger Ikast-direktør Daniel Grønhøj.

Nu sætter 19-årige Scaglione selv ord på den kedelige meddelelse. Det gør hun i et opslag på Instagram.

- Puha en mavepuster…, indleder hun opslaget.

- I dag fik jeg beskeden om et overrevet korsbånd, og 2024 bliver nu noget anderledes, end jeg havde regnet med. Jeg er heldigvis omgivet af en stærk klub, forbund, familie, venner og omgangskreds. Det betyder alt. Jeg er klar til at give alt for at komme tilbage til det, jeg elsker aller mest, tilføjer hun.

Julie Scaglione fik slutrundedebut i december, da hun var med til at vinde bronze ved VM på hjemmebane.

Til sommer venter et OL, men det bliver nu formentlig uden Scaglione.

- Tusind tak for opbakning, omsorg og de mange søde beskeder, slutter hun opslaget af.

Sponsoreret indhold