Sport4. oktober 2024

Kæmpe fodboldbombe eksploderet: Kan få katastrofale konsekvenser

Den nye dom fra EU-domstolen i sagen om den tidligere franske landsholdsspiller Lassana Diarra kan få enorme konsekvenser for moderne fodbold
Den pensionerede franske landsholdsspiller, Lassana Diarra har været hovedperson i en sag ved EU-domstolen, hvor der netop er faldet dom. Den kan få enorme konsekvenser for transfermarkedet i moderne fodbold.
Den pensionerede franske landsholdsspiller, Lassana Diarra har været hovedperson i en sag ved EU-domstolen, hvor der netop er faldet dom. Den kan få enorme konsekvenser for transfermarkedet i moderne fodbold.
 Foto: Michel Euler/AP/Ritzau Scanpix

Der er fredag formiddag faldet dom ved EU-domstolen i sagen, hvor den tidligere franske landsholdsspiller Lassana Diara har haft en sag kørende mod det internationale fodboldforbund FIFA.

EU-domstolen har nemlig afgjort, at dele af FIFAs transferregler er i strid med EU-lovgivning, og det kan få enorme konsekvenser for moderne fodbold.

Sagen starter tilbage i 2013, hvor den franske midtbanespiller Lassana Diara spillede for den russiske klub Lokomotiv Moskva. Her ragede han uklar med træneren, hvilket medførte at Diarra udeblev fra flere træninger. Situationen gik så meget op i en spids, at klubben ville have Diarra til at gå ned i løn på grund af de dårlige præstationer. I 2014 valgte Lokomotiv Moskva så at rive kontrakten over, fordi man ikke mente, at Diarra havde overholdt den.

Da den franske midtbanespiller efterfølgende blev enige om en kontrakt med den belgiske klub Charleroi, begyndte franskmandens tidligere klub at slå sig i tøjet. Igennem FIFA blev Diarra og hans nye klub pålagt at betale kompensation til Lokomotiv Moskva på 10,5 millioner euro.

En regel i FIFA betyder nemlig, at hvis en spiller misligeholder sin kontrakt og kontrakten bliver revet over som konsekvens af dette, skal spilleren og hans nye klub betale kompensation til den tidligere klub.

Det er netop reglen, som gjorde, at Lassana Diarra anlagde sag ved EU-domstolen mod FIFA, og som der nu 10 år senere endelig er faldet dom i. Her har EU-domstolen altså afgjort, at dele af transferreglerne hos FIFA i sagen er i strid med EU-lovgivning. Dermed har Lassana Diarra fået opbakning fra domstolen.

Flere frygter nu, at afgørelsen kan få enorme konsekvenser for transfersystemet i fodbold, fordi afgørelsen i princippet kan åbne en dør til, at fodboldspillere kan spekulere i at misligeholde deres kontrakt, hvis de gerne vil skifte klub. Skulle den misligeholdelse føre til, at kontrakten bliver ophævet, vil det ikke have nogen konsekvenser på grund af den nye dom.

Der er de seneste år blevet postet svimlende summer i transfermarkedet på den internationale fodboldscene, hvor spillere bliver handlet imellem de største klubber i Europa for skyhøje beløb. Men dommen får nu flere til at frygte, at spillernes værdi kan falde drastisk, hvis den ene eller anden part kan opsige samarbejdet uden, at det får konsekvenser.

Transfermarkedet i dag er bygget op på den måde, at spillere ansættes på tidsbegrænsede kontrakter, hvor man kun kan købes til en anden klub, hvis den sælgende klub accepterer en transfersum fra den købende klub. Er kontrakten udløbet, kan spilleren dog frit finde en ny klub uden, at der skal betales en transfersum.

Det vides endnu ikke præcist, hvilke konsekvenser afgørelsen fra EU-domstolen kommer til at få for transfermarkedet.

Sponsoreret indhold