Kæmpe tragedie: Mark Groeneveld er død
Den kun 20-årige hollandske cykelrytter Mark Groeneveld er på tragisk vis afgået ved døden, efter han var i Hong Kong for at deltage ved Hong Kong Cyclothon søndag.
Hans canadiske hold XSpeed United Continental oplyser mandag eftermiddag, at Mark Groeneveld døde tidligt mandag morgen.
Dødsfaldet efterforskes lige nu, men det mistænkes, at Mark Groeneveld gik bort som følge af et hjertestop.
"Det er med tungt hjerte, at vi må oplyse, at Mark Groeneveld er gået bort på en tur til Hong Kong. Mandag 23. oktober mistede XSU (holdet, red.) og verden en fantastisk sjæl," starter XSpeed United Continental et opslag på Instagram.
"Vi sender vores dybeste tanker til familien, holdkammeraterne og hans venner. Vi forstår, at dette er en utrolig hård tid, og vi opfordrer dig til at tage kontakt, hvis du har brug for hjælp eller følelsesmæssig støtte."
Mark Groeneveld nåede kun at køre for XSpeed United Continental et enkelt år, da han kom til fra det britiske hold Holdsworth Zappi Team
"Mark var en utroligt person og et værdsat medlem af vores hold. Han havde en bemærkelsesværdig sjæl, altid klar til at give en hånd med bag kulisserne med sit smittende smil og hjertevarme natur. Hans tilstedeværelse lyste vores dage op, og han vil blive dybt savnet af alle, der havde det privilegium at kende ham."
"Pas på jer selv og hinanden i denne svære tid. Mark vil aldrig blive glemt af os," slutter XSpeed United Continental opslaget af.