Kæreste og barn: Gravesens hemmelige liv
LÆS OGSÅ: Thomas Gravesen taber millioner på salg af penthouse
Da Thomas Gravesen ud af det blå sagde farvel og tak til fodboldlandsholdet i 2006, lukkede han samtidig fuldstændig ned for pressen og sit privatliv.
I 12 år gav den ultrasky tidl. Real Madrid-spiller ikke et eneste interview, men forleden mødte ”Graver” op til Hummels 100-års-fødselsdag med et stort smil om læben og en dame – hans hidtil ukendte kæreste – ved sin side.
Kæresten er fra Kolding, hedder Liane Bagger Hansen og fik hurtigt tungen på gled overfor SE og HØR.
– Vi har været sammen et par år, men vi har bare holdt det for os selv. Lav profil, som man siger.
– Og vi bor sammen, lød det fra Liane Bagger Hansen, som flyttede ind hos Thomas Gravesen i november 2022 – samtidig med at den velhavende vejlenser skiftede sin penthouse inde i byen ud med en stor landejendom med plads til heste syd for Vejle.
Må jeg ikke sige det!?
Ved siden af Thomas Gravesen og hans Liane stod ”Gravers” gode ven fra fodbolddagene Stig Tøfting og hans forlovede Heidi Østerlund.
Og sidstnævnte mente også, at hun ville give sit besyv med.
– De har et barn, fortalte Østerlund, hvilket fik Liane til at tysse på sin veninde – og Heidi Østerlund til at udbryde:
– Må man ikke sige det? Undskyld!
Forholdet ser dermed ud til at være sat – med både fælles bolig og barn – og med Liane har Thomas Gravesen fået kam til det hår, han ikke længere har.
Den fhv. midtbanedynamos udkårne er nemlig frisør og drev i flere år Salon Morgenhår i Kolding, før hun skiftede navn til Mobil Saxen.
I 2022 valgte Liane dog at lukke butikken – altså samme år hun flyttede sammen med Thomas Gravesen på landstedet udenfor Vejle.
Topløs fortid
Med kæreste og barn har vildbassen Thomas Gravesen endelig fundet ro, hvor der tidligere var mere knald på – både på og udenfor banen.
Mellem 2005 og 2008 var ”Mad Dog”, som de kalder ham i England, sammen med den tidl. nøgenmodel og stripper Kira Eggers – og efter karrieren sluttede, bosatte ”Graver” sig i syndens by Las Vegas, hvor han hyggede sig med ejendomsmægleren og modellen Kamila.
Siden lokkede hjemstavnen Vejle dog for alvor – og efter en periode i lejlighed er Gravesen altså flyttet til en lystgård syd for byen med 285 kvm og overdådig plads til både kæreste og baby.