Kai Havertz kone modtager forfærdelige beskeder efter FA Cup-exit: Håber, du aborterer
Rødt kort, forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Den neutrale seer fik noget for pengene, da Arsenal og Manchester United søndag eftermiddag mødtes i tredje runde af FA Cuppen.
Manchester United-fansene kunne foruden den voldsomme spænding også glæde sig over til sidst at stå som sejrherrer.
Arsenal-fansene måtte modsat enten gå skuffede hjem og slukke for flimmerkassen i vrede.
Nogle fans valgte desværre ikke at lade den blive ved det.
Kampen har nemlig fået et lidt kedeligt efterspil - ikke mindst for Arsenal-spilleren Kai Havertz, der bestemt ikke spillede sit livs kamp, og hans hustru.
Sophia Havertz, der i øjeblikket er gravid med parrets første barn, har nemlig fået flere voldsomme og yderst upassende beskeder i kølvandet på kampen.
Et par af dem har hun delt på Instagram.
- Jeg dukker op på jeres hjemmeadresse og slagter jeres baby. Jeg laver ikke sjov. Vent og se, skriver en.
- Jeg håber, du aborterer, skriver en anden.
Kai Havertz brændte som den eneste spiller i straffesparkskonkurrencen og var dermed en stor årsag til, at Arsenal ikke gik videre.
Han brændte desuden flere store chancer i løbet af kampen.