Kasper Fisker og Kasper Kirkegaard sætter venskabet på prøve: - Det handler om at være ærlig over for hinanden
”Langt fra landsholdet” var egentligt et program, hvor 10 danske kendisser skulle lære at spille håndbold på Discovery+.
Men udover at lære håndboldkundskaben blev de to gange Kasper, den tidligere fodboldspiller Kasper Fisker og radiovært Kasper Kirkegaard, rigtig gode venner under optagelserne – og venskabet fortsatte efter programmets afslutning.
Sidenhen har de to familier tilbragt meget tid sammen, men til august må Kasper og Kaspers familie undvære begge, da de sætter kursen mod Ukraine – til fods.
Her skal 330 kilometer nedlægges på seks dage, og de mange kilometer kommer også til at sætte det forholdsvis nye venskab på prøve.
Kasper Kirkegaard fortæller i SE og HØR sportspodcasten ”Af banen”, at de ikke har været sammen i så lang tid før uden at nyde lidt vin sammen.
- Jamen det bliver hårdt. Især når man skal være i så kedeligt selskab i så lang tid, joker Kasper Fisker.
- Åh, du er sød, svarer Kasper Kirkegaard inden Kasper Fisker bliver mere seriøs.
- Jeg håber på, at det er et venskab, der er i gang med at blive bygget op, og det giver os en fed oplevelse sammen. Uanset om vi på et tidspunkt kommer til at tænke ”hold nu kæft”, og det er nok mig, der kommer til at tænke det, så bliver det en oplevelse, og vi kommer til at lære hinanden at kende på et helt andet niveau.
For Kasper Fisker er der særligt en ting som er vigtigt i opretholdelsen af Kasper og Kaspers venskab, når man skal tilbringe stort set hvert sekund sammen i mere end en uge uden at se andre venner eller familie.
- Jeg tror, det handler meget om at være ærlig over for hinanden. Det har jeg ikke altid været selv i mine venskaber og sagt, hvad der irriterer mig. Det skal man være i stand til, hvis man skal være sammen i pressede situationer eller bare opretholde et venskab.
- Jeg tror, at man kommer langt med ærlighed. Det er noget, jeg har lært, og der føler jeg, at Kirkegaard er meget ærlig og altid siger, hvad han mener. Men nu er der jo også mest positive ting at sige om mig, men er der en negativ ting, så skal han nok sige det på en ordentlig måde, siger Kasper Fisker i ”Af banen”.
I ”Af banen” kommer Kasper Fisker og Kasper Kirkegaard blandt andet ind på, hvordan familien reagerede på nyheden om, at makkerparret skal ind i Ukraine, hvordan det bliver at være væk fra familien og meget mere.