Kasper Hjulmand advarer: De må ikke undervurderes
Danmark og særligt Nordirland har lært det på den hårde måde.
I EM-kvalifikationskampene mod de to nationer har Kasakhstan indtil videre gjort rent bord forud for lørdagens opgør mod Danmark i Parken.
Kasakherne vandt højst overraskende det omvendte opgør i hovedstaden Astana med 3-2 og ligger blot et point efter danskerne i gruppen.
Østeuropæerne er generelt blevet undervurderet, mener den danske landstræner, Kasper Hjulmand.
– De har vist tegn til det, før vi startede kvalifikationen. På den bane i Kasakhstan, man skal ud til, og i sådan et program, hvor de ofte spiller to kampe hjemme og så to kampe ude.
– De spiller med stor opportunisme, når de får muligheder. Der tror de på det, og de mener det, når de gør det, siger han på fredagens pressemøde.
Det er ikke på grund af held, at holdet har en mulighed for at kvalificere sig til næste års slutrunde i Tyskland.
– De sparker udefra, og når de kommer i feltet, kommer de flyvende derind med fire-fem stykker. Det er ikke helt tilfældigt, at de har deres momenter i kampene og ligger, hvor de gør, siger Kasper Hjulmand.
Kasakhstan har vundet over San Marino og Danmark en enkelt gang, mens Nordirland er blevet slået to gange.
Kasakherne har indtil videre skrabet 12 point sammen og ligger på fjerdepladsen i gruppen, hvor fire holder kæmper om to EM-pladser.
Det danske landshold har været samlet siden i mandags og haft gode forudsætninger for at få tre point ud af hjemmekampen.
Tiden er særligt blevet brugt på dødbolde, fortæller Hjulmand.
– Vi når lige et spadestik dybere. Vi har brugt ekstra lang tid på standardsituationer. Vi har haft et efterslæb med at få alle aftaler på plads. Vi har haft et ekstra træningspas, og det har været rart.
– Jeg håber, vi får en rigtig god kamp. Vi skal spille med den glød, gnist, spillelyst og intensitet, som vi gerne vil, lyder opfordringen fra Hjulmand.