Sport3. juni 2024

Kevin Campbell indlagt på hospitalet: - Vi sender al vores kærlighed

Den tidligere Everton- og Arsenal-stjerne har det meget dårligt, lyder det
Kevin Campbell.
Kevin Campbell.
 Foto: Simon Bellis/AP/Ritzau Scanpix

I skrivende stund er den tidligere fodboldstjerne Kevin Campbell indlagt på hospitalet.

Og nu reagerer Everton, hvor angriberen nåede at spille 160 kampe, på den triste nyhed.

- Vi er blevet gjort opmærksomme på, at vores tidligere angriber Kevin Campbell i øjeblikket har det meget dårligt.

- Ikke bare en fantastisk fodboldspiller, men en utrolig person. Kevin er og har altid været en fighter, og vi ønsker ham og hans familie al godt i den svære tid. Vi sender al vores kærlighed, lyder det fra Premier League-klubben.

I skrivende stund vides det ikke, hvad fodboldlegenden fejler.

Kevin Campbell, der i dag er 54 år, nåede at score 50 mål i de 160 kampe for Everton.

Den pensionerede angriber spillede også 209 kampe for Arsenal, hvor det blev til 55 scoringer.

Den engelske fodboldspiller vandt blandt andet et mesterskab med Arsenal og var med til at sikre Everton overlevelse i Premier League tilbage i 1999, hvor han scorede ni mål i de sidste otte kampe.

Han lagde støvlerne på hylden tilbage i 2007.

Sidenhen har han arbejdet som ekspert for Sky Sports.

Sponsoreret indhold