Kjær ændrede mening og sagde stop: Hvor skal familien hen nu, Simon?
Simon Kjærs vilde karriere i billeder
Den 8. juni 2024 blev en historisk dag for dansk fodbold, selv om historiens vingesus ikke for alvor synes at tage fat i øjeblikket.
Tilskuerne på Brøndby Stadion vidste nemlig ikke på daværende tidspunkt, at de bevidnede Simon Kjærs sidste minutter i landsholdstrøjen, da Danmark mødte Norge i en træningskamp.
Den blonde forsvarsklippe sagde torsdag farvel og tak til landsholdet, som han nåede at spille 132 kampe for.
Få måneder forinden var det ellers et andet indtryk, man fik fra Kjær i forhold til landsholdsfremtiden.
– Ikke umiddelbart, lød svaret, da snakken faldt på, at tankerne gik på et stop i de rød hvide farver.
Et farvel til Kasper Hjulmand og en længere tænkepause har nu alligevel fået kaptajnen til at sige ciao.
35 år og fri
Afskeden er ikke den eneste, som Kjær har taget denne sommer.
Tiden i Milano er også slut, da kontrakten i AC Milan udløb i juni. En rørt og fri dansker takkede efter sin sidste kamp fansene, træneren og personalet for sine fire år i klubben.
Alt imens var hans to drenge tæt ved deres far, da han tog en æresrunde på det legendariske stadion San Siro.

Børnene har Simon Kjær med den svenske designer Elina Gollert Kjær.
De to mødte hinanden på en natklub i deres unge år og blev gift i 2017.
Sammen har de boet i Frankrig, Istanbul, Sevilla, Tyskland og senest Italien.
Hvad nu?
Spørgsmålet er nu, i hvilket land familiens fremtid skal være.
Danmark bliver det næppe. Simon Kjær har flere gange forklaret, at landet, han så tit har repræsenteret, kun er hjem for ham - og ikke familien..
- Det er ikke hjem for min kone eller børnene. Vi har flyttet så meget, at hjem lige nu for os er Italien, sagde han i marts.
De to drenge på otte og ti år kan godt snakke faderens modersmål til husbehov, men det minder mest af alt som sproget i ”The julekalender”.
Situationen er det samme med det svenske sprog, da deres hovedsprog engelsk.
Ifølge Ritzau har Kjær tidligere afvist klubber fra Saudi-Arabien og Qatar. Men om det også bliver et nej, hvis henvendelserne kommer igen, er ikke til at sige. Verden synes nemlig åben for fodboldvetaranen.
– Jeg kan se mig mange steder – også steder, der ikke har noget med fodbold at gøre, sagde Kjær i foråret.
Simon Kjær fyldte 35 år på dagen for sin sidste landskamp, og dermed kan det heller ikke udelukkes, at et karrierestop kan komme på tale.

Sker det, er det ikke urealistisk at tro, Italien også i fremtiden kan blive familiens hjem.
Støvlelandet har været familiens hjem i syv år, da Kjær både har repræsenteret Palermo og AS Roma foruden AC Milan.
En ting er dog sikkert. Den i dag frie fodboldspiller kommer ikke til at spille et sted, familien ikke trives.
– Hvis jeg ikke skal være der (Milan, red.) længere, så vil jeg stå som 35-årig og have frit valg til at flytte derhen, hvor min familie gerne vil have, at jeg spiller. Så jeg er helt ubekymret, forsikrede Simon Kjær tidligere på året.