Kong Frederik til OL i Paris: Har frokostaftale med de danske OL-atleter
Frede elsker sport, og den interesse er ikke blevet mindre, bare fordi han nu er konge af Danmark.
Men det kan selvfølgelig betyde, at han i fremtiden må nedprioritere sportsarrangementer, når de rigtige pligter kalder.
Kong Frederik har dog fundet plads i kalenderen til OL i Paris, og her vil både han og dronning Mary være at finde til flere arrangementer.
Kongeparret vil overvære den officielle åbningsceremoni ved OL i Paris på fredag, men kongeparret er også at finde i Paris før fredag.
Torsdag deltager Frederik og Mary i åbningen af Den Danske Pavillon, ligesom de også deltager i officiel middag på Carrousel du Louvre.
Men kong Frederik og dronning Mary skal under OL også spise frokost med de danske OL-atleter, skriver Ekstra Bladet.
Inden frokosten siger bokser Nikolai Terteryan, at han vil love kongeparret noget helt særligt, hvis de kan overtales til at se ”fattigmandssporten” i stedet for nogle af de lidt finere sportsgrene.
- Det kunne være fedt, hvis de kom. Hvis de kommer og ser mig i ringen, så kommer jeg til at give dem lidt signaler og et pift inde fra ringen.
- Eller lige vise dem, at nu kommer der et slag. Jeg kommer i hvert fald til at give dem et show, siger OL-bokseren til mediet. Over for SE og HØR bekræfter han frokosten, der ifølge ham skal foregå fredag 26. juli.
De indledende runder i boksning går i gang den 28, juli, og her skal Nikolai Terteryan også i aktion.