Kristoffer Olsson er ramt af flere små blodpropper i hjernen
FC Midtjylland-spilleren Kristoffer Olsson, der har ligget i respirator siden 20. februar, er ramt af flere små blodpropper i hjernen.
Det oplyser klubben i en status på den svenske midtbanespiller.
- På baggrund af de seneste ugers omfattende undersøgelser, scanninger og prøver kan lægerne nu konstatere, at Kristoffer er ramt af flere små blodpropper i begge sider af hjernen, som følge af en ekstrem sjælden betændelsestilstand i hjernens kar.
- Diagnosen matcher den tese, som de lægefaglige specialister hidtil har arbejdet og behandlet Kristoffer ud fra, lyder det fra FCM.
Klubben tilføjer, at Olssons tilstand vurderes som stabil, og lægerne ser fortsat små fremskridt. Samtidig oplever de, at Kristoffer er "ved stigende grad af bevidsthed".
- I den kommende periode vil lægerne langsomt forsøge at trappe den svenske midtbanespiller ud af respiratoren, men han forbliver indlagt på intensiv, ligesom det endnu er usikkert at sige noget om behandlingens tidshorisont og endelige prognose.