Sport26. juli 2022

Lærke Møller afslører: Har fået nyt job

Den tidligere håndboldspiller blev færdiguddannet for fire uger siden, og nu har hun scoret et nyt job
Lærke Møller
Lærke Møller har siden 2018 været en del af TV 2s eksperthold.
 Foto: Scanpix Denmark

Det er ikke kun i forbindelse med sportsbegivenheder på TV 2, at man kan få et glimt af den tidligere håndboldspiller Lærke Møller.

For fire uger siden afsluttede den nuværende TV 2-ekspert nemlig sin uddannelse som klinisk diætist, og nu har hun løftet sløret for sit nye job.

Det sker i en Instagram-story mandag, hvor hun har delt et opslag fra sin nye arbejdsplads: Nyremedicinsk og reumatologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

– Sig hej til vores nye diætist, Lærke. Lærke havde første arbejdsdag i dag og skal blandt andet hjælpe vores patienter med at opnå er sufficient kostindtag under deres indlæggelse. Vi er rigtig glade for at få Lærke med på holdet, står der i opslaget.

Lærke Møller har arbejdet som håndboldekspert hos TV 2 siden 2018, hvor hun stoppede sin karriere som professionel håndboldspiller på grund af skader.

Håndboldeksperten nåede da også at spille for blandt andre Team Esbjerg, FC Midtjylland og TTH Holstebro, og hun har i alt nået 51 landskampe.

Det nye job er dog ikke en eneste glædelige nyhed, der er kommet fra den tidligere håndboldspiller denne sommer.

Privat danner Lærke Møller nemlig par med den tidligere fodboldspiller Thomas Enevoldsen, og for bare to uger siden delte hun billeder af, at de netop er blevet gift.

Sponsoreret indhold