Landsholdsspilleren Jakub Jankto sprang ud i mandags: - Kan blive svært
LÆS OGSÅ:OL-guldvinder overrasker HELT nøgen
Den tjekkiske landsholdsspiller i fodbold Jakub Jankto har primært fået positive reaktioner, efter at han mandag offentligt sprang ud som homoseksuel.
- Det var en svær beslutning, men når jeg kigger tilbage, er jeg meget glad for, at jeg gjorde det.
- Nu kan jeg ende leve, som jeg vil, og det betyder mest. Det var helt sikkert en lettelse, siger Jankto til Czech Radio ifølge AFP.
Den 27-årige midtbanespiller er ejet af spanske Getafe, men for tiden udlejet til hjemlandets Sparta Prag, som har danske Brian Priske som cheftræner.
Janktos første kamp efter udmeldingen bliver søndagens ligakamp mod Jablonec. Og han er forberedt på, at der kan komme negative reaktioner i fremtiden.
- Det er naivt at tro, jeg kan undgå det. Hvis nogen følger trangen, er det okay, men jeg kommer helt sikkert ikke til at reagere.
- Fodboldmiljøet er åbenlyst en smule homofobisk. Alle hold har et par hundrede hooligans, der ikke skal bede om noget af det her.
- Det handler også om, at vi ikke har en forhistorie med positive eksempler, der viser, at seksuel orientering ikke betyder noget, siger Jankto.
Han håber, at de negative reaktioner dør ud med tiden, og at det i fremtiden bliver helt unødvendigt at springe ud offentligt som topspiller.
- Jeg håber, det sker snarest muligt, og at det bliver meget nemmere for de fyre, end det har været for mig, siger Jankto.
Jankto fortalte for halvandet år siden sin familie og bedste ven, at han er homoseksuel. Holdkammeraterne fik det at vide for et par måneder siden, og deres reaktioner var ifølge ham selv "fantastiske".
Ud over Jankto er en lille håndfuld professionelle mandlige fodboldspillere tidligere sprunget ud som homoseksuelle. Ingen af dem har dog været lige så profileret som tjekken.
Han har tidligere spillet for Sampdoria og Udinese i Italien. For Tjekkiet har han opnået 45 kampe og scoret fire mål.